En løftet pegefinger!

Så nåede jeg til det punkt hvor jeg har brug for at lave noget andet for en tid. Men først vil jeg dele et østafrikansk eventyr med jer, jeg fandt det i Lene Brok's "Fortæl, Fortæl" og det er genfortalt af Mats Rehnman. Da jeg læste det fandt jeg ud af noget vigtigt i mit liv. 

”Der var engang en konge, som var lykkeligt gift med sin dronning. Men han var bekymret for hende, hun var så tynd og mager. Selv om hun fik den fineste mad, blev hun mere og mere mager. I nærheden af paladset boede en fattig mand, hvis hustru var rund og glad og strålede af sundhed. Kongen bad den fattige indenfor – hvordan kunne hans kone have det så meget bedre end selve dronningen? Manden svarede: »Åh, det er så ligetil, det er ingen hemmelighed. Jeg sørger for, at hun får noget af den fornemmeste føde, der findes, nemlig tungens kød«. Kongen blev glad og lettet. Var det så enkelt? Han lod sine kokke tilberede de lækreste retter af tunge af alle slags dyr, som kunne købes på markedet. Men dronningen stak bare til maden, hun smagte knap på den og blev endnu mere mager. Hvorfor så hun så ulykkelig ud? Hvad var der galt? Kongen blev vred, nu havde han fået nok! Han gav ordre til, at den fattige mand skulle bytte kone med ham. Alle protesterede, men det hjalp ingenting. Dronningen måtte flytte til den fattige mands hus, og den fattiges hustru skulle bo hos kongen. Rund og venlig var hun jo, men det varede ikke længe. Så snart hun flyttede, begyndte hun at tabe sig og blev trist til mode. Hendes skønhed blegnede. Men i den fattiges hus blev dronningen glad og smuk, og hun begyndte endelig at få huld på kroppen. Efter en tid så kongen dronningen og den fattige mand på markedet. Det lyste omkring hende, så smuk hun var blevet! Han for frem og krævede, at hun skulle komme tilbage til ham. Og den fattige fik sin egen kone, som nu var tynd og grå. Den aften græd dronningen og vægrede sig igen ved at spise. »Hvorfor?«, skreg kongen. »Hvad byder den fattige mand dig, som jeg ikke har?« Nu fortalte dronningen, at hun havde fået den bedste mad, som findes, nemlig tungens kød. Hver aften, når den fattige kom hjem fra arbejde, havde han fortalt om alt det, der var sket, morsomme ting, som fik hende til at le, og mærkelige ting, som havde fået dem til at samtale i timevis. Og hver aften tog han sin banjo frem og sang. De snakkede og fortalte for hinanden aftenen lang. »Kan et menneske blive andet end lykkelig, når man har det sådan?«”

Dette er blot en løftet finger til, hvor vigtigt det er at snakke sammen i et forhold. Det er så ukompliceret for min Prins at give mig talens gave.