tirsdag den 22. juli 2014

På dansk jord

Min første mandag (21. juli) i Danmark tilbragte jeg i min mors solbærbusk. Jeg nød freden. Jeg var bare mig under buskens grene. Jeg hørte musik jeg kendte, fra min tid i Uganda. Jeg kunne tænke alene og uden at blive forstyrret. Jeg kunne have mine engelske tanker i fred, uden at skulle oversætte og indtage danske ord. 
Det har været hårdt at komme hjem. Jeg var rigtig glad for Uganda og jeg følte mig meget hjemme. Mine venner var helt nede på jorden og alt foregik i et afslappet tempo. Jeg blev behandlet som en prinsesse. 
Mine tanker og drømme er på engelsk. Det er svært at stille om til dansk. 
Her efter weekenden nyder jeg roen. Der var fuld skrue på lige fra den dag jeg kom hjem. Jeg ankom i Danmark klokken 5.10 pm og havde fået min bagage klokken 6. I ankomsten stod min søster, mor, far OG min fætter Simon, som var en stor overraskelse. Det krævede et par tårer. Det hele er så uforståeligt. Jeg har været væk i 6 mdr. Det var som at drømme, da jeg kom ud til min familie. Godt du endelig kom hjem. Her et par dage efter forstår jeg ikke helt, at jeg rent faktisk har tilbragt 6 mdr. i Uganda. 
Simon snakkede hele vejen hjem. Han var god til at afsløre kokkens hemmeligheder. Vi fik smørebrød (rugbrød, pålæg og salat, som jeg ikke er blevet budt på i 6 mdr.) og desserten var pandekager med is. Det var ikke et tosset valg. 
Fredag kom Simons søster, Liva, som fyldte 2 år d. 5. juni. Det går altså alt for stærkt. Hun er blevet så stor. Det er jo slet ikke Liva mere. Og så snakker hun. Hele tiden. En ordstrøm, der kværnes ud.
Den eneste grund til, at jeg skulle hjem torsdag d. 17. juli 2014 var, at min søster havde afsluttet sine eksaminer og var blevet student. Derfor stod den helt store studenter fest lige for døren. Lørdag gik med klargøring og pasning af småbørnene. 
Det meste af familien kom lørdag aften. Det var en underlig følelse. Hvor er det godt at se jer. Men det føles ikke som om, at det er så længe siden. Det splitter kroppen og jeg fik en mærkelig mavefornemmelse. Heldigvis spurgte min søde gudmor og mine bedsteforældre ind til min tur og så gik det jo i en glidende ordstrøm. Min tante spurgte senere efter billeder og så var jeg på den igen. Diverse forstyrrelser i hovedet var overrumplet af indtryk og kom først til syne søndag. 
Søndag fik vi lækker morgenmad, vi ryddede op og passede småbørnene. Jeg var en lille tur i skoven med Simon og Cille. Efter den tur så Simon og jeg film på sofaen. Jeg trykkede play, han var beskæftiget og så sov jeg. Jeg var træt. Jeg vågnede senere og var helt ødelagt i mit hoved. 
Så mandag var en dag med stor nydelse. Formiddagen gik med at sove ud. Eftermiddagen gik med at få ro i hovedet og nyde stilheden. Solen var skøn og vejret var perfekt til at plukke solbær. 


Jeg er nu endelig hjemme. Forhåbentlig går jeg en tid i møde, hvor jeg lige kan slappe af og falde til ro (og på plads) inden mine store eksaminer. Min plan er at vise jer de vigtigste ting fra de sidste 2,5 mdr., som jeg tilbragte i Uganda. Det vil hovedsagelig blive min rundtur. Glæd jer, jeg synes selv, at jeg havde en vildt fed tur. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar