Studietur - 28. Januar

28. januar 2014

Jeg har sovet fra kl. 20.30 til kl. 6 i nat. Det var skønt og jeg var frisk da jeg vågnede. Jeg har sovet rigtig godt og madrassen var egentlig ikke så ringe igen. Der var med et larm fra vejen af alle bilerne, der kørte på vejen lige ude foran hotellet, jeg lod i hvert fald mærke til det nu, efter jeg var vågnet. Jeg prøvede at lægge mig til at sove igen, men det blev ikke til noget. I stedet listede jeg ned i fodenden, hvor min computer stod. Det var smart! Vi havde aftalt at stå op kl. 7, så jeg havde lige lidt tid til at skrive på computeren.

Morgenmaden bestod af ananas, banan og man kunne få brød og æg, det spiste jeg ikke. Selfølgelig var der friskpresset juice. Jeg blev rigtig dårlig, da jeg havde spist morgenmad og var sikker på, at det kom op igen. Men heldigvis ikke. Vi fik så at vide, at vi ikke må spise vores malaria piller inden maden, der skal være mad i maven. Vi blev samlet og kørte mod første stop i dag, til den host familien og skolen, hvor Hannah og jeg skal være.

Vi var først hos host familien og besøge dem. Huset var stort og der var mennesker alle vegne. Jeg var sådan lidt: hørte de alle sammen til der? Men højst sansynligt. Vi gik forbi en stue, der var rigtig hyggeligt og pæne sofaer og vist nok et tv. Man giver hånd til alle hernede, så der var masser at komme rundt til og det var svært at huske, hvem man havde hilst på. Vi fik vist vores værelse, der var en køjeseng og en ekstra seng. Der er kun lavet sådan, at der kan komme myggenet om køjesengen. Hernede er myggenet obligatorisk! Pga. malaria myggene. Der var to lækre store skabe, der var godt nok kun 2 hylder i hvert, men det var både højt og bredt. En ting jeg lagde mærke til var lugten, den var sær. Måske var det indelukkethed, måske noget andet. Vi får se. Vi blev vist rundt i resten af huset. Der var et fint træk-og-slip toilet og der var et badekar. Det var jeg lidt overrasket over. Mon de bruger det? Men husk på, vandet er ret koldt her. Der var 5 andre værelser i hvert fald, inde i selve huset. Der lå dog også et hus oppe i baghaven, mon der er værelser der også? Der var et opbevaringsrum til gryder og ting-og-sager. Køkkenet var ude på terrassen bag huset, der var vist nok 3 grillsteder. Det skal nok blive interessant, men jeg frygter det egentlig ikke endnu.

Der var ikke særlig langt over til skolen. Det var en rigtig flot skole og de havde så mange ressourcer. Jeg glæder mig til at vise billeder derfra. Courtney, som er lederen på skolen, som sandsynligvis også bliver vores kontaktlærer, viste os rundt. Hun var rigtig rar og jeg glæder mig til at komme derned for at arbejde. Jeg var meget positivt overrasket over skolen og hende. Stort set alle lærerne er hvide, det er lidt sjovt. Det er jo en international skole, så man snakker kun engelsk der også Hannah og jeg imellem. Men vi har også snakket om, at vi vil snakke en masse engelsk også i fritiden, for at styrke mit og øve os, samt vænne os til det. Det bliver fedt. Jeg glæder mig til at bo sammen med hende.

Da vi kom til skolen fik vi også fortalt, at der til morgen havde været aber, der legede oppe i træerne. Hvilket betyder, der bor aber på skolen i træerne!!! Fuck hvor er det nice. Undskyld sproget, men det er det virkelig. Det er så fedt, det er virkelig Uganda. Jeg er rigtig glad for, at skolen ligner det danske så meget og jeg kan bruge min pædagogik og profession på skolen og, at kulturen måske ikke forstyrre mit arbejde så meget.

Da vi var færdige på skolen fik vi en opgave. Vi skulle til byen og her skulle vi tre ting: Finde abonnement og internet til mobil, svare på en opgave, som var lagt på facebook og vi skulle være hjemme kl. 15. Desuden skulle vi klare alt det her alene, sammen med den vi skulle bo sammen med. Vi har en fotograf imens vi er på studietur, og de studerende, som besøger deres praktikplads er i søgelyset og det handler om dem, den aktuelle dag. Så hvis nogle er hurtige, så var det jo så os, der var på i dag. Derfor havde vi Joel med os på turen. Vi blev filmet og vi følte os næsten som berømtheder, når nu han gik der og filmede alt, hvad vi lavede i byen. Han ville egentlig gerne have vi farede vildt og var meget forvirrede, for det ville være godt på videoen, men det opnåede han ikke, på trods af at han ikke ville eller måtte hjælpe os. Derfor spurgte vi  folk om vej. Vi fandt Main Street og gik der. Vi havde lagt en plan: Vi ville finde Orange, som er mobilselskabet og derefter gå på Flavors hvor vi spiste i går. Da vi fandt Orange var der så mange, at vi valgte at gå på Flavors først. Der var internet, så vi kunne finde opgaven og se på den først og tage abonnement senere. Der var 41 spørgsmål. Vi fik besvaret dem ved hjælp af google, folk på caféen, også personalet og så fik vi alligevel lidt hjælp af Joel. Vi fik overbevist ham om, at det var fint at bruge ham. Vi brugte vores engelsk, hvilket vi havde brug for under hele turen, så han kunne være med i samtalen og fordi han kunne uddybe sine svar og fortælle ekstra stof. Det var spørgsmål om Uganda og det var ret spændende. Men tidspresset. Da klokken blev 14, var vi lige blevet færdig og så var der problemer med regningen. Jeg gik i forvejen, for at få abonnementet. På den måde fik jeg prøvet at gå alene i Jinja. Det var fint efter lidt tid, men man er betænksom. Jeg tænkte om de ville gøre mig noget eller tage mine solbriller. Men de sagde bare ”Hello, how are you?” og ”Mzungu”, som betyder hvid, på en god måde. Efter at have fået abonnement havde vi et kvarter til at komme til Bilkon Hotel, hvor vi bor og vi nåede det. Vi kørte med Boda Boda tilbage og det var ret specielt og lidt ubehageligt, folk holder egentlig ikke sådan fast i noget, når de kører med Boda og kvinder sidder med begge ben på den ene side. Det kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle komme til. Men, om ikke andet er der gå afstand til Main Street.

En ting jeg er ret overrasket over er, hvor meget vi er præget af, at vi kører i højre side af vejen. Det vil sige, at man kan blive lidt overrasket over, at chaufføren kører i venstre side, når det lige går op for en. Man får sådan nogle lyse øjeblikke. OG, så kører de noget anderledes end, hvad vi er vant til i Danmark. De kører uden om huller, hvilket de har mange af. Pludselig er det et stort hul i asfalten på 3x5 meter og det skal de jo så finde den bedste vej over. De dytter af boda’er der er i vejen for dem. Vejene er små og der er somme tider ikke megen plads. Fodgængere går nogle steder i siden af vejen. Man skal nok opleve det, men de kører tæt. Og folk går bare. Desuden bruger de blinklyset meget. Hvis det ikke er mulig at overhale, så blinker de ud, for at vise at de andre bagved ikke kan komme udenom. Og de gør det, hvis de har tænkt sig at overhale selv. Desuden kan de sagtens overhale og, hvis der er biler i begge retninger trækker de ud, så den overhalende bil kører i midten. De har samme regler som i Danmark (CIRKA), men de følger dem absolut ikke. Men om ikke andet så bruger de seler!

Fra hotellet tog vi ud, et sted uden for Jinja, hvor vi blev undervist i Uganda i meget lang tid. (Det var både om sundhed og sygdomme, stemningkurve og hvordan vi kommer op, når nu vi falder i nogle huller og triste perioder, det var om at slå børnene, færden rundt omkring, hvad kan vi bruge Peter, Kim og Anja til. Det var om høflighed, og lidt om vores læringsmål og en masse andet, som jeg ikke kan huske. – På dette tidspunkt var vi mere eller mindre smadret, så det var sejt at komme igennem, selvom man alligevel er på.) I vores ’pause’ blev Hannah og jeg interviewet af Joel, da det jo var vores dag. Det var meget hyggeligt. Bagefter snakkede vi lidt mere. Vi havde lidt fritid inden vi skulle have mad. Jeg snakkede med min mor i telefonen over Viber. Signalet er sådan okaj, men lyden er en del forsinket, i hvert fald hjem til Danmark. De siger, at det for det meste kun er på mobilen, at internettet er ustabilt. Men det gik. Hun synes, at der var en del støj på linien, men det viste sig, at det var cikadernes høje lyde (Det lyder som græshopper der ’spiller’), som hun kunne hører. Det var dejligt at snakke med hende og jeg blev rigtig glad, men var meget overvældet bagefter og begyndte at græde. Ikke fordi jeg var ked af det, jeg var mere glad. Det kan ikke helt beskrives, så en udenfor stående forstår det. Det der med at få kontakt til en verden udenfor, det er meget overvældende, når man kører så højt oppe og det hele næsten er på drømme stadie. Jeg tror, at det for første gang gik op for mig, at jeg skulle have en hverdag hernede, bo her, arbejde her. Endnu ikke tidsmæssigt, men at få en hverdag her efter vores ’ferietur’.

Aftensmaden var en ged de havde slagtet til ære for os. Det var rigtig lækkert. Vi fik chips, deres madpandekager (de har et navn, men jeg har glemt det. Der er mange ord for deres ting hernede.) og der var salat til. Salaten bestod af hvidkål, gulerod og måske en ting mere. Her i Uganda bliver det mørkt klokken 19 og det bliver altså virkelig mørkt, så det var lidt svært at se, hvad der kom på tallerkenen. De havde sat en højtaler op, så vi hørte musik, mens vi sad ved et bål de havde lavet. Det var så hyggeligt og dejligt. Peters søster fortalte, at man så stjernehimlen på hovedet hernede, hvilket jeg ikke lige har bemærket. Det vil sige, at månen vender som et smil på himlen og, at vi ser Karlsvognen nedefra.

Jeg er måske ikke så god til at komme ind i det sociale, hvilket kan være lidt svært for mig, fordi jeg føler mig lidt udenfor, når de andre snakker og sådan. Det er ikke altid man bliver inviteret ind i samtalen og når man prøver kan det virke, som om man gør noget forkert. Jeg kan bedst lide at sidde foran i bussen. For ikke at blive dårlig på de lange ture og så er der bedst udsyn derfra. Jeg ville alligevel ikke være en del af en samtale i længere tid, fordi naturen og det der følger med, er vigtigere for mig at opleve. Når man sidder foran har man bare svært ved at hører, hvad de andre siger. Men det var dejligt til aften. Carina spurgte om jeg kom ned, når jeg havde været på skype og det var super dejligt, at hun spurgte. Vi fik lige snakket om det med følelserne og, at det var underligt nu vi havde fået kontakt til verden udenfor. Hun har det på samme måde med det sociale, så det var rart at vide. Jeg synes vi kom lidt tættere på hinanden og en barriere blev rykket for samtale.

Jeg var på skype med Prinsen i en time og det var skønt. Bare det at se ham på skærmen var den mest fantastiske følelse og det lettede virkelig indeni, efter at have set ham. Han er bare god til at holde humøret oppe og tager tingene rimelig cool. Jeg er glad for at have ham og at han støtter mig, ellers var jeg nok ikke taget afsted og om ikke andet, kunne jeg ikke holde humøret der, hvor det er nu. Da jeg kom ud spurgte Carina også til, hvordan det var og jeg kunne mærke, at det ikke var så svært, så jeg er kommet endnu et skridt videre og er nok ikke nær så bekymret for den del mere. Han er jo lige bag skærmen, kun et klik væk.

Eventyret starter

27. januar

Vi blev hentet i lufthavnen af Peter og sat i tre busser. Derefter kørte vi mod Kampala. Der var meget mørkt, så der var ikke så meget at se. Men da vi kom til Kampala kørte vi igennem et sted, hvor der var et stort marked. På trods af, at klokken kun var 6, var der rigtig mange mennesker. Vi kunne dårlig nok komme frem med busserne. Det var så fedt. Der duftede af frisk frugt, der var boder over det hele med frugt. Der var parkeret lastbiler med ladene fyldte af friske ananas. Det var en vild oplevelse. Vi kørte til en cafe, hvor vi fik brunch, hernede skal man bestille i god tid, for det kan tage sin tid at få maden. Maden var lækker og fornuftig kvalitet. Deres friske juice er et kapitel for sig selv! Det er awesome… Til morgen fik jeg en ananas juice, til min spanske omelet (en omelet med grøntsager).

Vi kørte videre og planen var, at vi skulle ud og se det første praktiksted. Da vi kørte var det blevet lyst. Vi havde kigget væk blot et øjeblik og så var det lyst. Derfor var der masser at se på. Selvom vi kæmpede mod søvnen og flere beklagede sig over, at vi ikke skulle på hotellet endnu og slappe af, så var det ikke det store problem for mig at holde mig vågen. Naturen er fantastisk og alting er virkelig så anderledes i Uganda. Her er fedt på Ugandisk måde. Vi så blandt andet en masse marabou storke, de sad mange steder på huse, marker og i træer, der var knallerter læsset med kæmpe sække og alle mulige andre ting, overlæs uden lige. Der var store lastbiler fyldt til over renden med sukkerrør. Der gik kvinder med store sække, tønder og andre ting på hovedet, ud af en endeløs vej. Og så var der alle køerne, gederne og hønsene der gik i rabatten langs det meste af vejen. Samtlige små boder og mennesker også langs vejen. 

Da vi var uden for Kampala lignede tingene omtrent hinanden, derfor hvilede hovedet pludselig på ruden og jeg nåede at få en times søvn. Vi blev vækket af Brian, chaufføren, da vi nåede til en stor bro, der gik over en stor flod og han fortalte, at det var Nilen vi kunne se. Det var flot at se. Lidt efter havde vi et lille stopover på en tank. Vi stod lige i varmen og det føltes som min. 45° grader. Det føles så godt, lille Danmark med snestorm og vi er hernede i 30° graders varme.

Vi kørte ikke så længe, før end vi var på det første praktiksted i Iganga, Igangas babieshome. Da vi kom kørende ned af vejen langs børnehjemmet, kom børnene løbende. De råbte, smilte over hele ansigtet og råbte en masse ord. Vi var som helte vendt hjem fra krig. Vi blev vist rundt på stedet og det var et pænt sted, og i Ugandisk form var det et ressourcestærkt sted. De var selvforsynende, de havde blandt andet køer, geder, høns og forskellige planter med frugt og mad. De havde madbananer, papayafrugter og jackfruits, garanteret også andre planter. Efter rundvisningen og et kig i gæsteboligen, hvor pigerne, der skal være på børnehjemmet skal bo, afrundede vi og bestilte mad et sted i Jinja, så der var en chance for, at der var noget når vi kom frem. Vi kørte tilbage til Jinja og fandt stedet, hvor vi skulle spise. Der var en fantastisk baghave, hvor der var sat bænke sammen, hvor vi kunne sidde. Vi fik sandwich, min var med smoked beef og æg og så fik jeg denne gang en passions juice, fantastisk og super lækkert. Inden vi kørte videre bestilte vi også lige aftensmaden.

Vi kørte til hotellet, hvor vi blev indlogeret på forskellige værelser, jeg fik værelse sammen med Carina, som skal bo i Masindi med Peter (De ville ikke have at vi boede dreng/pige, hvilket jeg udmærket forstår og er glad for de tænkte på). Værelserne var fine, der var eget ’bad’ og en dobbeltseng. ’Badet’ var et aflangt smalt rum og bestod af et toilet, en vask og en bruser + en balje. Værelset var i sig selv ret stort. Sengen var en dobbeltseng med høje hjørnestolper, som et myggenet var spændt ud over. Det kunne trækkes ned om sengen, når man skulle sove. Vi fik vasket vores fødder, som var ømme af varmen og hævelser. Det var dejligt, vandet her er ikke iskoldt, men køligt på en rar måde. Vi hyggede, faldt lidt på plads og slappede af. Der var mange indtryk i dag, der skulle bearbejdes. Det har været en super fed dag, mange oplevelser, spændende ting at se på og masse aktivitet. Mens vi ventede på, at vi skulle videre fik, jeg pakket lidt rundt i mine tasker. Man finder hurtigt ud af om man har organiseret tingene ordentligt, når man skal bruge noget i sin kuffert og skal tømme hele kufferten for at finde det. Vi fik pakket kamera (VIGTIGT!), badetøj og penge. Vi fik også smurt os ind i solcreme. Jeg fik set mig i spejlet og hele min venstre arm var rød, der hvor min t-shirt selfølgelig ikke har siddet. Jeg har siddet med armen ud af vinduet, i den dejlige vind, på nogle af turene vi har kørt. Man skal altså passe på den Ugandiske sol. Jeg skal lige sige til mit forsvar, at min solcreme var i min kuffert, som ikke blev og kunne åbnes, før her i eftermiddags.

Vi kørte ikke så langt fra hotellet, hen til et sted, der hed King Fisher. Her fordelte de os i to både og vi blev sejlet ud på Viktoria Søen og til Nilens udspring og rundt om en lille ø, der lå midt i udspringet. Naturen var smuk. Der var mange forskellige fugle, fx isfugle, ibis’er og andre. Vi så også en varan, der lå og solede sig på stenene på den lille ø. Vi sejlede videre rundt, et godt stykke fra bredden, desværre. For jeg fik øje på nogle små ting, der bevægede sig inde på bredden. Det var aber, der legede i græsset og oppe i træerne. Det var sjovt at se at de er her, i den frie natur. Vi sejlede ikke tilbage, men hen til anden del af dette King Fisher. Bredden vi sejlede hen på var et lille indhak, som de kaldte stranden. Der var masser af børn, der lege her i vandet. Det må vi ikke. Man må ikke bade i søerne eller lignende her, pga. de parasitter der kravler op gennem urinvejene og ind i kroppen, som man kan blive lidt syg af. Vi gik op i en kæmpe stor og smuk have. Der var meget høje kokospalmer, masser af blomster i alle afskygninger og så var der agaver. De har både agaver og kaktusser hernede. Længere oppe kom vi til et skønt poolområde med bar, liggestole og små steder med bambusparasoller, bord og stole. Vi trak i bikinierne og hoppede i vandet. Det var koldere end jeg havde regnet med. Men dejligt. Dog skulle man lade være med at tænke over, hvor beskidt vandet var. De havde gjort noget for at afhjælpe det, for det lugtede kraftigt af klor og det var stærkt for øjnene. Vi nød det og hyggede os. Bagefter tørrede vi i solen, gik rundt i haven og nogle blev interviewet af Peter. Jeg fik skudt en del forskellige blomster med kameraet og den fotograf, som er med os rundt de næste ti dage (Han tager billeder af os, så vi kan få nogle hvor vi selv er på. Det er lidt svært at tage billeder af sig selv, når man er den der altid står bag kameraet.) synes det var lidt interessant at jeg fotograferede. Vi udvekslede skud og han lærte mig en ny funktion ved mit kamera. Ikke dårligt!

Vi kørte tilbage på hotellet og slappede mere af, inden vi skulle ud og spise. Det var ikke længere væk end, at vi kunne gå derover. Jeg fik organiseret min taske færdig. Jeg fik også fundet min charger til at lade min mobil op med, da stikkene hernede ser lidt anderledes ud og vi endnu ikke har fået lavet vores dåser, så de kan bruges hernede. Jeg har tænkt over alle de oplevelser der havde været i dag. 

Jeg har taget virkelig mange billeder i dag. Det har været en rigtig god dag og indtil videre er det som at være på ferie. Jeg tænker nogle gange på, om det kommer til at gå op for mig, at jeg skal være her det næste halve år. Måske når jeg kommer ud og bo og skal arbejde, der hvor tingene bliver lidt mere seriøse?
Det er sjovt og udfordrende at snakke engelsk. Nogle gange er det også lidt svært at kommunikere, pga. vores meget forskellige accenter. Samtidig med, at der er mange ord man skal lære. Men en af de pudsige ting er, at man begynder at tænke på engelsk. Da vi kørte derud af i bussen tænkte på, hvad jeg skulle huske at skrive på bloggen og det blev udformet på engelsk. Det samme sker når jeg skal skrive en sms. Jeg skriver det på dansk, men jeg tænker det i en god blanding af engelsk og dansk. Allerede.

Vi spiste på 2 friends, hvor vi fik rigtig lækker mad. Jeg fik grillet kylling (eller bare, en grillkylling) med chips, som er pomfritter. Stedet var rigtig dejlig og da mørket faldt på, begyndte alle insekterne at give lyde fra sig. Vi var ved at være trætte og vi var en gruppe, der valgte at gå tidlig tilbage til hotellet. Vi måtte gerne gå alene, så længe vi fulgtes ad. På vejen hjem snakkede vi og en af pigerne var natteblind, så jeg holdte hende i hånden, indtil vi fik snakket om deres forhold til lesbiske, så guidede jeg hende med en hånd på hendes ryg. Men pludselig sagde hun, at der var noget der blinkede. Ja, den var god med hende, vi var også ved at være oppe ved den store vej, hvor der kørte biler, så det kunne vi da godt se. Men nej, det var ikke det, hun pegede ud i græsset og her var små bitte blinkende lys og de var pludselig at se alle vegne. Det var helt fantastisk og den vildeste oplevelse. Små ildfluer alle vegne.

På hotellet skyllede jeg tæer og smurte mine misfarvede pletter fra solens værk ind og gik i seng.

Flyveturen til Uganda: 26.-27. januar

I lufthavnen

Så venter vi på flyet. Det gik rigtig godt med at sige farvel og jeg er utrolig rolig. Men alligevel forstår jeg det stadig ikke. Jeg skal nok være der, før det går op for mig. Der er tilrettelagt et stramt program for de næste mange dage. Jeg er virkelig spændt og jeg glæder mig helt ekstremt. Jeg tænker ikke så meget over nogle af alle de ting jeg vil savne, eller de ting man ville bekymre sig om. Mon det kommer? Det er det hele værd. Jeg er sikker på, at jeg kommer hjem med nogle værdier der er værd at have med sig. Jeg kommer selfølgelig også hjem med en masse fede oplevelser, men det er næsten en selvfølge.

Flyveturen

Turen til Uganda var lang. Vi landede først i Istanbul og derefter fløj vi til Kigali og mellemlandede og derefter til Entebbe, lufthavnen i Uganda. På vejen var der en del turbulens (lufthuller), det var lige som at kører i bus på en meget hullet grusvej, men desuden var der også masser af film på skærmen! Total luksus. Vi havde hver en skærm og headset og en million af valgfrie film. Det var svært at sove i flyet, men jeg fik da halvanden times søvn. Da vi steg ud af flyveren var det som at gå ind i et drivhus, der var utrolig diset. Klokken var 4 i Ugandisk tid da vi landede. I lufthavnen startede vi med at vente på at få visum, køen var lang og der var meget varmt og en ’mærkelig’ luft.

Uganda

Nu til det mere alvorlige. Jeg har af flere grunde ikke røbet min lille hemmelighed om de næste 6 måneder her på min blog. 

Inden jul fik jeg et fantastisk tilbud! Jeg skal i praktik de næste 6 måneder og jeg fik derfor tilbuddet om at tage min praktik i Uganda. Den eventyrlystne del af mig sprang på og 5. december betalte jeg turen og købte min billet og skulle derfor officielt til Uganda. (De andre deltagere, vi er omkring 14 der skal afsted til forskellige steder i Uganda, har været tilmeldt i 10 måneder. Jeg er alligevel glad for jeg ikke har haft så længe til at gå og tænke over det. På den her måde glæder jeg mig, er spændt og ikke nær så bekymret, som jeg nok kunne være gået hen og blevet.)

Der er så mange ting at fortælle og der skal nok komme en masse blogs ind, under hele opholdet. De første 10 dage af turen er studietur. Her skal vi lære om Ugandas kultur og hvordan vi skal begå os dernede. Så skal vi rundt og se alle institutionerne, som de forskellige i gruppen skal arbejde på. Vi skal på safari i en nationalpark og vi skal sejle på Nilen og en masse andre super fede ting! 

Jeg skal bo og arbejde i Jinja. Det er en af de mest civiliserede byer, der findes i Uganda. Det er vist nok den anden største by og ligger blot 80 km fra Kampala, som er hovedstaden. Jeg skal bo sammen med en lærestuderende de første 3 måneder og derefter skal vi så, til den tid, finde ud af hvad jeg så skal. Jeg skal arbjede på en skole. Jinja Montessori Pre-school. Jeg glæder mig rigtig meget og jeg er utrolig spændt på det. 

Samtidig er det lidt svært at forstå, at jeg faktisk skal afsted. Det er så urealistisk. Nu har jeg set "Smag på Afrika" med Kirk, som vores vejleder foreslog og at forstille sig selv i de kulisser man ser i tv. Det er svært! 

Jeg flyver på søndag, d. 26 januar kl 12 og er fremme mandag tidlig morgen. Der er ikke så længe til mere, heldigvis. Dog er det underligt at være her i Danmark i sne og vante omgivelser og så tænke på at i næste uge er jeg nede i varmen i en hel anden kultur. 

Jeg vil selfølgelig blogge alt det jeg kan dernede fra, også fortælle hvordan jeg har det og oplever Uganda. Jeg skal også mens jeg er dernede, som et praktikkrav, skrive en faglig blog. Er du interesseret i at følge med i den, så kommer adressen her: http://pernilleuganda.blogspot.dk

Jeg har fået fortalt følgende, lad os nu se hvordan det så er når jeg kommer derned. Der hvor jeg skal bo er der strøm, når ikke der er strømafbrydelse, hvad det så betyder ved jeg ikke. Derfor har jeg vist muligheden for både at benytte min computer og mobil. Jeg skal have et abonnement dernede og der skulle være internet også. Jeg håber. Det er et hus af mursten og der er træk-og-slip toilet. Det er en turistby og der er liv i byen, på en anden måde end i de små landsbyer. Der er markeder med alt hvad hjertet begærer, i Ugandisk stil selfølgelig, der er swimmingpool, restauranter og motionscenter. Spændende!

Jeg glæder mig til at fortælle mere og vise Uganda frem.

Kniplinger

Opdatering på mine kniplerier. På billedet ses min færdige knipling. Ja, jeg er nået hele vejen rundt og har nu syet det sidste hjørne sammen. Jeg har også fået sat det på et stykke stof og er ved at sy det på. Meeen, det tager nok sin tid! Det er småt og man når ikke så langt ad gangen. 
Det bliver virkelig godt. Jeg havde bestemt mig for at det skulle være færdig nu, i hvert fald kniple delen, så jeg kunne lægge brættet væk. Det tog mig derfor heller ikke mere end en halv dag at lave den sidste side. Nu er jeg også rutineret og kender mønsteret rigtig godt, hvilket er smart, når man er færdig. Om ikke andet har jeg fået en del kendskab til faget og logikken. Jeg har også virkelig fået smag for at kniple, og har masser af projekter liggende, jeg gerne vil lave.

Jeg var på besøg hos min far i weekenden og viste ham mine fine kreationer. Han synes de var rigtig flotte, men han var sikker på han havde noget liggende et sted. Han fandt derfor en gammel stor sort kuffert frem. I kufferten var et kniplebræt med valse (en smule slidt, men det fejler på ingen måde noget, men en ompolstring ville ikke gøre noget, for bare at passe på det) og 200 stk kniplepinde. Derfor har jeg nu mit helt egen sæt. Noget af et startsæt! Jeg er glad for jeg fik vist min kære far projektet og at han havde gemt sættet, på trods af at det nok har ligget der i 10 år. 
Alle pindene fik jeg afmonteret gammel tråd og vasket, ordnet dem og lagt dem pænt i en gammel chokoladeæske. 200 stk er ikke dårligt at ligge inde med. Det betyder at jeg kan have et par projekter igang ad gangen. 



Desuden lå denne utrolig fine bog, på trods af dens alder, i udemærket tilstand. En nybegynderbog, med alle de første knipleværker. 
Ikke dårligt at eje som nybegynder, som jeg nu er. Jeg er derfor super udrustet til i fremtiden at lave nogle fine værker. Der er både mønster til lysdug, Chr. d. 4 bord, et par andre border/bånd og mellemlægsservietter er også i kikkerten, så på kniplebrættet er der rigelig at se til. 

Mit fineste håndarbejde

Strikkede babydrømme! Så blev babytæppet endeligt færdigt. Det var opskriften fra familie journalen. Det er strikket af naturuld på pind 6 og måler 80x100 cm. Det er mit nok til tider flotteste håndværk og jeg er utrolig glad for det. Som alle de andre, kommer det i kassen til kommende små vidundere. Det var dejligt endelig at få projektet færdigt.