Studietur - 28. Januar

28. januar 2014

Jeg har sovet fra kl. 20.30 til kl. 6 i nat. Det var skønt og jeg var frisk da jeg vågnede. Jeg har sovet rigtig godt og madrassen var egentlig ikke så ringe igen. Der var med et larm fra vejen af alle bilerne, der kørte på vejen lige ude foran hotellet, jeg lod i hvert fald mærke til det nu, efter jeg var vågnet. Jeg prøvede at lægge mig til at sove igen, men det blev ikke til noget. I stedet listede jeg ned i fodenden, hvor min computer stod. Det var smart! Vi havde aftalt at stå op kl. 7, så jeg havde lige lidt tid til at skrive på computeren.

Morgenmaden bestod af ananas, banan og man kunne få brød og æg, det spiste jeg ikke. Selfølgelig var der friskpresset juice. Jeg blev rigtig dårlig, da jeg havde spist morgenmad og var sikker på, at det kom op igen. Men heldigvis ikke. Vi fik så at vide, at vi ikke må spise vores malaria piller inden maden, der skal være mad i maven. Vi blev samlet og kørte mod første stop i dag, til den host familien og skolen, hvor Hannah og jeg skal være.

Vi var først hos host familien og besøge dem. Huset var stort og der var mennesker alle vegne. Jeg var sådan lidt: hørte de alle sammen til der? Men højst sansynligt. Vi gik forbi en stue, der var rigtig hyggeligt og pæne sofaer og vist nok et tv. Man giver hånd til alle hernede, så der var masser at komme rundt til og det var svært at huske, hvem man havde hilst på. Vi fik vist vores værelse, der var en køjeseng og en ekstra seng. Der er kun lavet sådan, at der kan komme myggenet om køjesengen. Hernede er myggenet obligatorisk! Pga. malaria myggene. Der var to lækre store skabe, der var godt nok kun 2 hylder i hvert, men det var både højt og bredt. En ting jeg lagde mærke til var lugten, den var sær. Måske var det indelukkethed, måske noget andet. Vi får se. Vi blev vist rundt i resten af huset. Der var et fint træk-og-slip toilet og der var et badekar. Det var jeg lidt overrasket over. Mon de bruger det? Men husk på, vandet er ret koldt her. Der var 5 andre værelser i hvert fald, inde i selve huset. Der lå dog også et hus oppe i baghaven, mon der er værelser der også? Der var et opbevaringsrum til gryder og ting-og-sager. Køkkenet var ude på terrassen bag huset, der var vist nok 3 grillsteder. Det skal nok blive interessant, men jeg frygter det egentlig ikke endnu.

Der var ikke særlig langt over til skolen. Det var en rigtig flot skole og de havde så mange ressourcer. Jeg glæder mig til at vise billeder derfra. Courtney, som er lederen på skolen, som sandsynligvis også bliver vores kontaktlærer, viste os rundt. Hun var rigtig rar og jeg glæder mig til at komme derned for at arbejde. Jeg var meget positivt overrasket over skolen og hende. Stort set alle lærerne er hvide, det er lidt sjovt. Det er jo en international skole, så man snakker kun engelsk der også Hannah og jeg imellem. Men vi har også snakket om, at vi vil snakke en masse engelsk også i fritiden, for at styrke mit og øve os, samt vænne os til det. Det bliver fedt. Jeg glæder mig til at bo sammen med hende.

Da vi kom til skolen fik vi også fortalt, at der til morgen havde været aber, der legede oppe i træerne. Hvilket betyder, der bor aber på skolen i træerne!!! Fuck hvor er det nice. Undskyld sproget, men det er det virkelig. Det er så fedt, det er virkelig Uganda. Jeg er rigtig glad for, at skolen ligner det danske så meget og jeg kan bruge min pædagogik og profession på skolen og, at kulturen måske ikke forstyrre mit arbejde så meget.

Da vi var færdige på skolen fik vi en opgave. Vi skulle til byen og her skulle vi tre ting: Finde abonnement og internet til mobil, svare på en opgave, som var lagt på facebook og vi skulle være hjemme kl. 15. Desuden skulle vi klare alt det her alene, sammen med den vi skulle bo sammen med. Vi har en fotograf imens vi er på studietur, og de studerende, som besøger deres praktikplads er i søgelyset og det handler om dem, den aktuelle dag. Så hvis nogle er hurtige, så var det jo så os, der var på i dag. Derfor havde vi Joel med os på turen. Vi blev filmet og vi følte os næsten som berømtheder, når nu han gik der og filmede alt, hvad vi lavede i byen. Han ville egentlig gerne have vi farede vildt og var meget forvirrede, for det ville være godt på videoen, men det opnåede han ikke, på trods af at han ikke ville eller måtte hjælpe os. Derfor spurgte vi  folk om vej. Vi fandt Main Street og gik der. Vi havde lagt en plan: Vi ville finde Orange, som er mobilselskabet og derefter gå på Flavors hvor vi spiste i går. Da vi fandt Orange var der så mange, at vi valgte at gå på Flavors først. Der var internet, så vi kunne finde opgaven og se på den først og tage abonnement senere. Der var 41 spørgsmål. Vi fik besvaret dem ved hjælp af google, folk på caféen, også personalet og så fik vi alligevel lidt hjælp af Joel. Vi fik overbevist ham om, at det var fint at bruge ham. Vi brugte vores engelsk, hvilket vi havde brug for under hele turen, så han kunne være med i samtalen og fordi han kunne uddybe sine svar og fortælle ekstra stof. Det var spørgsmål om Uganda og det var ret spændende. Men tidspresset. Da klokken blev 14, var vi lige blevet færdig og så var der problemer med regningen. Jeg gik i forvejen, for at få abonnementet. På den måde fik jeg prøvet at gå alene i Jinja. Det var fint efter lidt tid, men man er betænksom. Jeg tænkte om de ville gøre mig noget eller tage mine solbriller. Men de sagde bare ”Hello, how are you?” og ”Mzungu”, som betyder hvid, på en god måde. Efter at have fået abonnement havde vi et kvarter til at komme til Bilkon Hotel, hvor vi bor og vi nåede det. Vi kørte med Boda Boda tilbage og det var ret specielt og lidt ubehageligt, folk holder egentlig ikke sådan fast i noget, når de kører med Boda og kvinder sidder med begge ben på den ene side. Det kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle komme til. Men, om ikke andet er der gå afstand til Main Street.

En ting jeg er ret overrasket over er, hvor meget vi er præget af, at vi kører i højre side af vejen. Det vil sige, at man kan blive lidt overrasket over, at chaufføren kører i venstre side, når det lige går op for en. Man får sådan nogle lyse øjeblikke. OG, så kører de noget anderledes end, hvad vi er vant til i Danmark. De kører uden om huller, hvilket de har mange af. Pludselig er det et stort hul i asfalten på 3x5 meter og det skal de jo så finde den bedste vej over. De dytter af boda’er der er i vejen for dem. Vejene er små og der er somme tider ikke megen plads. Fodgængere går nogle steder i siden af vejen. Man skal nok opleve det, men de kører tæt. Og folk går bare. Desuden bruger de blinklyset meget. Hvis det ikke er mulig at overhale, så blinker de ud, for at vise at de andre bagved ikke kan komme udenom. Og de gør det, hvis de har tænkt sig at overhale selv. Desuden kan de sagtens overhale og, hvis der er biler i begge retninger trækker de ud, så den overhalende bil kører i midten. De har samme regler som i Danmark (CIRKA), men de følger dem absolut ikke. Men om ikke andet så bruger de seler!

Fra hotellet tog vi ud, et sted uden for Jinja, hvor vi blev undervist i Uganda i meget lang tid. (Det var både om sundhed og sygdomme, stemningkurve og hvordan vi kommer op, når nu vi falder i nogle huller og triste perioder, det var om at slå børnene, færden rundt omkring, hvad kan vi bruge Peter, Kim og Anja til. Det var om høflighed, og lidt om vores læringsmål og en masse andet, som jeg ikke kan huske. – På dette tidspunkt var vi mere eller mindre smadret, så det var sejt at komme igennem, selvom man alligevel er på.) I vores ’pause’ blev Hannah og jeg interviewet af Joel, da det jo var vores dag. Det var meget hyggeligt. Bagefter snakkede vi lidt mere. Vi havde lidt fritid inden vi skulle have mad. Jeg snakkede med min mor i telefonen over Viber. Signalet er sådan okaj, men lyden er en del forsinket, i hvert fald hjem til Danmark. De siger, at det for det meste kun er på mobilen, at internettet er ustabilt. Men det gik. Hun synes, at der var en del støj på linien, men det viste sig, at det var cikadernes høje lyde (Det lyder som græshopper der ’spiller’), som hun kunne hører. Det var dejligt at snakke med hende og jeg blev rigtig glad, men var meget overvældet bagefter og begyndte at græde. Ikke fordi jeg var ked af det, jeg var mere glad. Det kan ikke helt beskrives, så en udenfor stående forstår det. Det der med at få kontakt til en verden udenfor, det er meget overvældende, når man kører så højt oppe og det hele næsten er på drømme stadie. Jeg tror, at det for første gang gik op for mig, at jeg skulle have en hverdag hernede, bo her, arbejde her. Endnu ikke tidsmæssigt, men at få en hverdag her efter vores ’ferietur’.

Aftensmaden var en ged de havde slagtet til ære for os. Det var rigtig lækkert. Vi fik chips, deres madpandekager (de har et navn, men jeg har glemt det. Der er mange ord for deres ting hernede.) og der var salat til. Salaten bestod af hvidkål, gulerod og måske en ting mere. Her i Uganda bliver det mørkt klokken 19 og det bliver altså virkelig mørkt, så det var lidt svært at se, hvad der kom på tallerkenen. De havde sat en højtaler op, så vi hørte musik, mens vi sad ved et bål de havde lavet. Det var så hyggeligt og dejligt. Peters søster fortalte, at man så stjernehimlen på hovedet hernede, hvilket jeg ikke lige har bemærket. Det vil sige, at månen vender som et smil på himlen og, at vi ser Karlsvognen nedefra.

Jeg er måske ikke så god til at komme ind i det sociale, hvilket kan være lidt svært for mig, fordi jeg føler mig lidt udenfor, når de andre snakker og sådan. Det er ikke altid man bliver inviteret ind i samtalen og når man prøver kan det virke, som om man gør noget forkert. Jeg kan bedst lide at sidde foran i bussen. For ikke at blive dårlig på de lange ture og så er der bedst udsyn derfra. Jeg ville alligevel ikke være en del af en samtale i længere tid, fordi naturen og det der følger med, er vigtigere for mig at opleve. Når man sidder foran har man bare svært ved at hører, hvad de andre siger. Men det var dejligt til aften. Carina spurgte om jeg kom ned, når jeg havde været på skype og det var super dejligt, at hun spurgte. Vi fik lige snakket om det med følelserne og, at det var underligt nu vi havde fået kontakt til verden udenfor. Hun har det på samme måde med det sociale, så det var rart at vide. Jeg synes vi kom lidt tættere på hinanden og en barriere blev rykket for samtale.

Jeg var på skype med Prinsen i en time og det var skønt. Bare det at se ham på skærmen var den mest fantastiske følelse og det lettede virkelig indeni, efter at have set ham. Han er bare god til at holde humøret oppe og tager tingene rimelig cool. Jeg er glad for at have ham og at han støtter mig, ellers var jeg nok ikke taget afsted og om ikke andet, kunne jeg ikke holde humøret der, hvor det er nu. Da jeg kom ud spurgte Carina også til, hvordan det var og jeg kunne mærke, at det ikke var så svært, så jeg er kommet endnu et skridt videre og er nok ikke nær så bekymret for den del mere. Han er jo lige bag skærmen, kun et klik væk.