Aber i soveværelset

10. april 2014

Torsdag morgen, endnu en dag med hovedpine.

Jeg snakkede med Anja til morgen. Jeg ville gerne hører, hvordan Tor var derhjemme. Hun sagde, at han slet ikke var sådan derhjemme og at han hjalp Tiwe, som er 3 år ældre (tror jeg). Jeg fortalte hende, om min snak med Courtney og det mente hun godt, at vi kunne gøre. Han er stærk følelsesmæssigt og kræver lidt konsekvens og mere fastholdelse.

Camilla og jeg tegnede opgaver op. Jeg havde en ide om, at vi skulle lave opgaver. Jeg spurgte Rose og selvfølgelig skulle vi det. Jeg sagde, at jeg gerne ville have lov til at arbejde med Tor, uden forstyrrelser. Den var hun med på. Jeg fik ikke sagt det til Irene.

Tor og Shaun er bedste venner og de legede sammen til morgen i første time. Rose sagde, at jeg kunne gøre det nu. Det ville han selvfølgelig ikke. Men Rose skulle arbejde med Shaun og så kom Tor også. Han så glad ud, som om han var oplagt. På dette tidspunkt var klokken omkring 9.15. Men nej.

Lærerne fører ofte børnenes hænder, når de skal skrive eller tegne. Det skulle jeg i hvert fald ikke. Han ville ikke tælle, han ville ikke tage blyanten. Intet. Jeg var tålmodig og vedholdende. Han blev ved med at dreje sig rundt. Jeg drejede ham tilbage og holdt ham. Til sidst sad han der med ryggen til. Jeg kunne se en tåre ryge ned. Jeg sagde til ham, at der ikke var noget at græde for. Jeg vendte ham. Spurgte hvorfor; om der var noget galt, om det var pga. opgaven, om den var for svær eller om det var for let og kedeligt. Han svarede ikke. Irene kom ind og bad mig om at lade ham være. Nu græd han jo også. Jeg sagde, at jeg nok skulle klare det og at hun skulle lade os være. Jeg bad ham om at fortælle mig, hvad der var galt. Jeg kunne ikke lade ham gå uden, at det var opklaret. Han skulle heller ikke gå grædende ud. Det sagde jeg til ham. Jeg tog ham op på skødet og blev ved. Han svarede selvfølgelig ikke. Han hostede og vrælede. Det lignede at han prøvede at sige noget, men kunne ikke.

Der skulle holdes fødselsdag og den var ved at starte lidt over ti. Camilla kom og viskede noget til mig. Hun spurgte, om ikke at det var nok. Jeg sagde, at vi nok skulle komme, men vi kunne ikke gå derud, når det strømmede ud af hans øjne.

Jeg fortalte ham, at vi gik ud når han holdt op med at græde. Det skete så meget hurtigt. Jeg havde en ide om, at det var hans nye forsøg på at slippe for opgaven. Hvis han lod som om, at han var ked af det og græd, lod jeg ham nok gå.

Vi gik ud. Jeg stod med ham. Bag ham med en hånd på hans skulder.

Der var kage og slik. Jeg sørgede for, at han fik begge dele, selvom han ikke sad ved sine venner. Halvanden stykke kage endda og chokoslikkepind - plus en chokolade stang.

I døren fik jeg lige fanget Irene. Jeg fortalte hende, om min snak med Courtney og at det var det vi gjorde den næste tid. Jeg fortalte hende, at jeg havde bemærket, at Tor hele tiden kiggede efter hende og jeg er sikker på, at hun er hans redning. Hun grinede lidt og nikkede. Måske det var lidt hårdt sagt, men jeg forsøgte at sige det på en venlig måde. Jeg sagde derfor til hende, at hun bare skulle ignorere os og lade os være. Det var hun med på.

Bagefter gik vi indenfor. Jeg bad Tor om at sætte sig igen. Jeg startede med at spørge, hvad der var galt. Jeg sagde, at han skulle vise mig det. Jeg spurgte ind til det. Der var noget galt. Det var opgaven. Han kunne ikke skrive bogstaverne. Jeg fortalte, at det ikke skulle være perfekt. Jeg sagde til ham, at jeg i hvert fald vidste, at han kunne tælle.

Ingen forstyrrede os og ignorerede os virkelig. De forstod det.

Vi sad der i pausen. Jeg spurgte ham om, han ikke ville ud. Intet svar. Fint. Jeg var virkelig opsat på at gennemføre dette. Irene kom ind og bad os sætte os ved det andet bord.

Det gjorde vi. Jeg bad ham lave opgaven. Stadig ingen respons.

Jeg havde fået et hvidt stykke papir og Tor havde en Easter tegning han skulle farvelægge. Jeg begyndte at tegne tegningen af. Jeg spurgte Tor, om det var godt nok og om det lignede den rigtige tegning. Han var ret interesseret i at jeg tegnede. Det var hyggeligt. De andre var til svømning. Jeg spurgte, om hans mor tog dem med ud og svømmede? Det skal lige siges, at han nikker eller ryster på hovedet når han svarer. Det havde han. Jeg spurgte hvor? Intet svar. Så spurgte jeg ind til forskellige steder. Han havde været alle steder. Og også andre steder. Han kunne også svømme.

Jeg tegnede videre.

De andre gik ud. Han begyndte at sidde og lege med blyanten. Jeg syntes, at de snakkede om mad. Jeg spurgte Tor, om han skulle spise med de andre. Det skulle han. Jeg viste ham, hvad han skulle gøre. Nummer 3 var altså en kamp at få skrevet. Vi startede med 1 i stedet. Jeg viste hvilken boks der skulle stå 1 i og viste ham tallet. Jeg sagde, at det bare var en streg. Han gjorde det!

Videre med 2-5. Jeg fortalte, hvor mange og viste hvordan det så ud. Han kiggede og skrev af. 3 var stadig svær, men han prøvede!

Bagefter skulle vi kæde tal og en terning der viste et antal øjne på sammen. Det gik forrygende. Og så var vi pludselig færdige. Klokken cirka 11.30.

Jeg roste ham og var virkelig glad! Han var også rigtig glad. Rose blev næsten helt overrasket over, at han havde gjort det. Han fik sweets, som de andre vist også havde fået og et stort klistermærke. De får klistermærker, når de gør noget rigtig godt. Shaun var også rigtig glad. Du gjorde det, sagde han til Tor. Første udfordring knækket. Lad os så se i morgen. Jeg lovede ham, at vi kunne farvelægge tegningerne når vi kom ind.

Jeg var glad. Jeg takkede Irene og sagde, at det virkede. Hun var lige så glad på mine vegne. Hun sagde, at jeg skulle fortsætte med det og det sagde jeg, at jeg i hvert fald vil gøre indtil ferien på den måde.

Jeg snakkede også med Rose. Hun har det med at kommentere børnene imens at de er der. Fx hvis der er et barn, som ikke kan finde ud af et eller andet, et barn hun mener er dum til det barnet laver, eller ikke gør det godt nok. Jeg fortalte hende min mening om det og rådede hende til at gøre det, når børnene ikke er tilstede. I stedet skulle hun opmuntre dem og sige, at de godt kan. Hun lyttede og jeg er spændt på at se, hvor meget der er gået ind i hovedet.

I pausen snakkede vi studerende med Courtney. Hun fortalte mig om næste uge, hvor vi om onsdagen skal på en slikfabrik, af hvad jeg lige forstod. Torsdag bliver en nem dag, for det bliver bare leg og hygge.

Hun fortalte også, at hun skal have et seriøst møde med Philippes mor i ferien. De skal tage sig godt sammen. Philippe udvikler sig rigtig godt og vil virkelig gerne lære.

Timen var startet da jeg kom ned. Børnene havde hørt historie og virkede trætte. Jeg havde lovet Tor at tegne, når han havde lavet det andet arbejde. Vi farvelagde Happy Easter tegningen. Den var rigtig sød. Jeg tegnede den af og resultatet blev nu meget godt.

Jeg skrev med min søster i dag og vi snakkede om aberne, som jeg havde filmet på Nile Resort og hun spurgte om det var på gaden. Det syntes hun kunne være vildt sejt. Jeg fortalte om aberne på skolen og vejene omkring der. Det syntes hun var sejt!

"Det er så meget hverdag nu, så man bliver helt forskrækket,

når man støder på en abe, en odder i det fri eller bare en palme,

en kæmpe agave, en kaktus eller et kaktus-TRÆ!

Uganda?! Hmm du må da være tosset. Vågn lige op og tag dig sammen.

Men jeg vågner nok først den 17. juli med enkelte mareridt indimellem,

hvor jeg får øje på at jeg er her"

Eftermiddagen er gået med afslapning og en lur. Hovedpine.

Ruth lavede rollex, for det havde jeg ønsket imens de andre spiste på Flavours. Jeg var virkelig sulten og gik ud til Ruth og sagde det. Hun var i gang, men sagde at hun nok skulle skynde sig så.

Jeg kunne slet ikke sove til aften. Jeg lå længe. Spillede lidt, vendte mig, hørte musik. Pludselig hørte jeg noget papir, der skramlede nede for enden af sengen, hvor Hannah havde noget brugt slikpapir. Jeg rejste mig forsigtig. Jeg kunne ikke se nogle tegn på liv fra Hannah. Lyden holdt op. Jeg lagde mig igen og kort efter var lyden der igen. Jeg kiggede rundt i værelset. Ovre ved døren. På hjørnet af skabet. DER kunne jeg se omridset af en abe. Jeg holdt øje med den. Den blev siddende, men jeg var sikkert på, at jeg kunne se den bevæge sig.

Jeg viskede til Hannah. "Der er et dyr herinde". Katja, som sov på gulvet skreg og styrtede op. I næste øjeblik stod hun på sengekanten for enden af min seng. De skreg i munden på hinanden HVOR?

Jeg tændte lyset på min mobil. Jeg lyste over mod døren, på Hannahs taske, som var smidt der. Jeg sværger, det var så livagtigt. De blev ved. Fortæl os det nu! Jeg var skræmt, af at have hørt et dyr, set en abe og fordi de gejlede sådan op. Jeg var grædefærdig. Jeg fortalte om lyden. Katja skulle i hvert fald ikke i seng før, at de havde fundet ud af om der var et dyr. Der var flere ting der blev sagt, som var morsomme. Hun grinede og jeg grinte med, samtidig med at jeg var helt ødelagt af gråd, der blev holdt inde. Jeg havde det dårligt.

Hannah tjekkede værelset og meldte det dyrefrit. Tilbage i seng. Det hjalp ikke på at søvnen kom hurtigere.