Kameraet blev fundet frem

SNAP!

Jeg har egentlig ikke lavet noget seriøst arbejde på computeren i dag. Lysten til at lægge billeder ind på min blog er så småt på vej. Det kom sig af, at jeg fandt mit kamera frem. Jeg ville tage et billede, med min super fede linse, som er rigtig god til at fokusere på en ting og sløre det andet.

Jeg har købt nye farveblyanter i dag. Jeg sad og tegnede nogle tilfældige krudseduller. Jeg havde tændt et stearinlys. Jeg manglede ordentligt lys, for at kunne se, hvad jeg lavede. Jeg ville tage et billede af denne fine opstilling. Pludselig rev det ene billede det næste med sig. Jeg fotograferede forskellige opstillinger fra forskellige vinkler. Jeg kunne lige tømme kortet, da jeg alligevel havde computeren fremme. Jeg vidste, at der lå nogle få billeder fra studieturen. De fleste er nu samlet, dog ikke dem på min mobil, som ikke vil lægges over på computeren. Studieturen er også så småt på vej. Når tiden kommer til dem. Suk!

Jeg sorterede i mine ny-indfangede udtryk og, hvorfor skulle jeg lade være med at dele dem med jer. 

Mine nye farveblyanter og en kærlighedsroman.

Jeg har også haft leget lidt med kameraet i huset, for at støve det lidt af og for at finde ud af, om jeg kunne huske, hvordan man brugte sådan et. Jeg havde ikke glemt det. Det var skønt at tage billeder. 
Dette billede er fra vores køkken. Det i ser på billedet er vores komfur. De er her igang med at lave matoke. Det er bananbladene man kan se. De er viklet rundt om de her grønne madbananer, som er skrællet med en kniv. På den måde bliver madbananerne kogt og spises som tilbehør.




Dette er et billede af den dødsmaskine som står indenfor! Denne fine maskine har stået inde i gangen, i huset i halvanden uge. Den blev vasket da jeg fik ordnet hår og den skulle jo helst ikke blive beskidt igen. Den lugtede frygteligt af benzin i starten. Så benzin i blodet er ikke noget at spøge med nu. Lugten forsvandt efter nogle dage og nu ænser man den ikke mere, fordi det er så normalt, at den står der.







Da jeg var udenfor, havde jeg muligheden for at tage et par billeder af familiens vigtigste medlemmer. På dette første billede ser i Ruth. Hun er husets bestyrer eller manager. Det er hende, der sørger for, at vi får mad og har det godt. Det er hende, som står op om natten og låser døren op, når vi kommer hjem fra byen. 
Hun er næsten som en mor. Vi kan gå til hende og vi kan bede om lige det mad vi ønsker, inden for ugandisk skala. Hun skal nok lave det ellers beder hun en af pigerne i huset om at lave det. Hun ved snart, hvad jeg gerne vil have. Noget med æg. I dag er første dag i lang tid, hvor jeg ikke har fået æg til aftensmad. I stedet fik jeg ananas og chapatti. Det var ikke ringe. Det er også hende som er gravid og skal føde imens, at jeg bor her. 

Spændende!

Den næste vigtige person, er denne ældre kvinde. Det er vores grandma. Hun ville gerne have, at jeg tog dette billede og, at jeg viste det til dem hjemme i Danmark. Da jeg viste hende billedet jublede hun nærmest. - Jeg er jo en god fotograf. 
Hun er husets ældste medlem. Hendes engelsk er rigtig dårligt. Hun kan cirka sige "Hey, how are you?". Derfor snakker hun tit luganda til os. Jeg vil faktisk sige, uden at blære mig, at jeg er begyndt at forstå meningen med det hun siger. Eller, jeg gætter tit. Jeg bryder mig ikke om bare at ignorere hende. 

 

Jeg elsker dette udtryk! 
Denne underskønne dreng er Arthur, som jeg vist har nævnt en del i min blog. Det var også denne dreng, som slog mig ned med en neglelak. Han er nu alligevel skøn. Han er begyndt at give mig et kram, når jeg kommer hjem. Han lister af og til ind til mig på værelset og han har fundet ud af, at hvis ikke han røre og piller ved mine ting, så kan han få lov at blive der lidt. 
Han er så småt ved at lærer, at når jeg vinker og siger "Bye", så ved han at han skal gå ud. Somme tider, selvom jeg siger at jeg skal arbejde, så skal han lige følges på vej. Det ender en gang i mellem med en slags fangeleg og til sidst løber jeg ned på værelset og låser døren. 
Jeg er ikke i tvivl om hvis han har fundet mig og ikke er blevet distraheret af noget andet. Han begynder nemlig at tude uden foran min dør.