Pernille redder dagen

3. marts 2014

Hannah var syg i dag, så jeg gik alene i skole. Da jeg var tæt på skolen kom James kørende i Courtneys bil. Han passer på den imens, at hun er væk, pga. hendes bryllup. Han stoppede og jeg spurgte, om han havde hørt fra Hannah. Det havde han. Han vidste godt, at hun var syg. Han sagde, at jeg kunne kører med ham op til skolen. Det var sødt af ham, selvom der var 200 meter tilbage.

På skolen var legehuset låst. Alle vinduer og døren var låst. Det var mystisk. Vi snakkede om, at der kunne være et barn derinde. Børnene mente, at det var en slange eller en løve. Jeg tænkte, at en mand havde begået selvmord derinde.

Der er et vindue, som ikke kan låses, men det sidder inderst. Der sidder et vindue ud over. Det forstår i godt, ikke?

Det kunne derfor ikke åbnes. Vi var rundt for at tjekke det hele. Jeg kunne skubbe vinduet indad, men det andet var låst. James kom os til undsætning, men kunne heller ikke gøre noget. Vi kunne skubbe vinduet så meget ind sådan, at vi kunne se lidt af hængslet på vinduet. Jeg foreslog en kniv. Jeg løb ind. Jeg fandt en gaffel og styrtede ud. Jeg bad James om at skubbe vinduet ind, så jeg kunne få gaflen ind og skubbe hængslet op. Det lykkedes og Pernille var dagens redning. Vinduet var blevet lukket uden, at hængslet var skubbet til siden. Det var derfor faldet ned i hullet, da det jo ikke var sikret. Så hverken børn, dyr eller døde mænd indenfor.

Da klokken ringede ind, startede jeg med at få de kede børn ind i babyclass. Tor var ked og Joram ville heller ikke ind. Jeg prøvede at efterlade Tor inde i hans klasse. Jeg gik ind i 1 grade, hvor jeg plejer at være. Men han kom og stod bare og kiggede på mig. Jeg gik ind med ham igen. Satte mig med ham lidt. Han ville ingenting. Jeg spurgte, om ikke det kunne være et puzzlespil. Det ville han gerne. Vi fandt en plads og jeg listede ind igen.

Børnene skrev bare, hvad de havde lavet i weekenden og tegnede til. En stille og rolig start på dagen.

Philippe kom senere i dag. Jeg hjalp ham med matematik. Han kunne ikke huske 8, på trods af, at han lige havde brugt det. Han ser tallet og tæller op til fx. 8 og ved på den måde, at det er 8.

Han var meget ukoncentreret. Han sagde, at han hadede det. Jeg fortalte ham, at det gad jeg ikke hører på. Jeg var her kun for hans skyld. Det gik lidt bedre efter det. Alligevel fjollede han bare rundt og koncentrerede sig slet ikke. Jeg bad ham tage sine ting. Jeg rejste mig og sagde, at vi gik ind i klassen. Så kunne han fortælle Nickie, at han ikke gad arbejde mere. Det ville han i hvert fald ikke og lovede at koncentrere sig. Det gik meget bedre efter det.

På vej hjem nød jeg bare solen og Let it go en sang fra filmen Frozen. En boda'driver vinkede til mig, jeg smilede. Jeg havde det godt. Jeg føler mig hjemme og kunne blive her for evigt.

Humøret i top. Det der med, når ens elever råber ens navn og vinker, det er livet! Ethan var blevet hentet fra skole af sin far, de kører med boda hjem. De kørte forbi mig, lige inden jeg var nået hjem. Han råbte Hey Nille og vinkede. Fantastisk!

Det har bare været en kanon fed dag. Den blev sluttet af med en lang tur omkring i byen, med guide på. Jose viste mig rundt nogle steder, som jeg ikke havde været før. Vi mødte tre legende børn. Jeg kendte dem ikke. Alligevel løb de mod mig og krammede mig. Det var vildt. Jose's eneste kommentar var bare, at de vist godt kunne lide mig. Jeg er jo hvid, det får altid undskyldningen. Det kan kun være fordi, at jeg er hvid. Det var alligevel sødt. Sådan nogle små ting løfter humøret.

Der var mange mennesker, der kiggede efter mig, eller os. Jeg smilede bare af det. Folk, som vender sig om og kigger efter en, behøver ikke være dårligt. På vej hjem havde den store skole lige fået fri. Der var ekstremt mange elever. Imellem alle de sorte ansigter lyste jeg op. Opmærksomhed er her altså masser af.

Igen en omelet til aftensmad. Serveret på sengen på Papas værelse, hvor jeg sad på skype. Papa er manden som ejer huset, men aldrig er her, da han bor i Tyskland. Jeg havde en aftale med en, som det var alt for længe siden, at jeg havde set. Det var skønt endelig at se min prins. Jeg havde næsten intet at sige, for jeg nød bare synet.