Ugens sidste arbejdsdag

27. februar 2014

Bananer for tredje dag i træk.

Philippe er ikke i skole om torsdagen. Jeg lavede lektier med Kate og sloges lidt med Ethan. Han hjalp Kate og forstod ikke, at han ikke skulle. Hun havde meget brug for at gøre det selv. Første gang, der røg en konsekvens af, blev han taget i hoved og r**. Jeg bar ham ud i haven og kildede ham. Der gik et stykke tid, før han begyndte igen. Jeg advarede ham. Han stoppede ikke. Så måtte han jo have den hårde måde. Jeg tog ham med ud og sagde, at jeg mente det og, at han skulle blive ude nu. En af lærerne var der og han blev bedt om at hører efter. Jeg så ham ikke før, at vi var færdige med lektierne.

Da vi skulle ind var min lille ven, Joram, ked af det igen. Jeg lurede ikke lige hvorfor. Jeg tog ham op, trøstede han og gik ind. Efter, at han ikke tudbrølede mere, men blot græd, gik vi rundt. Jeg ville have ham til at finde noget montessori legetøj han ville bruge. Der var bare ikke noget. Han ville igen have snack, (Mon de trøster med snack derhjemme, eller får han ikke nok morgenmad?) jeg tilbød ham et glas vand og han drak lidt. Han har for nylig slået hovedet og fået en ordentlig hudafskrabning i panden. Han fik mere ondt i hovedet, når han græd sådan. Det er for mig logisk, at det også gør ham ked af det. Samtidig med, at han har været rimelig mordårlig på det sidste. Jeg snakkede med ham om, at mor kommer senere og henter ham.

Vi gik igen rundt, indtil han gerne ville lege med heste. Jeg tænkte, at så længe han ikke græd var det okay. Rose var der ikke lige, så jeg gik ind i min klasse og lyttede til, hvad de skulle lave. Nicki gennemgik arbejdet og jeg gik ind for at snakke med Rose. Hun smilede helt vildt og sagde, at det var godt arbejde. Jeg fortalte hende, at så længe han ikke græd, så blev det altså heste. (De er ikke meget for, at børnene bruger andet legetøj i montessori timen) Hun roste mig helt vildt. Hun sagde, at det var fint, jeg var rigtig god og, at det var flot klaret, at jeg havde fået ham til at stoppe med at græde. Jeg var meget overrasket over at få sådan en ros fra Rose. Jeg følte mig mere accepteret efter det.

Det med omsorg her, er et lidt andet begreb end det er for mig. Her siger de bare, at de skal stoppe med at græde. I mine ører lyder det meget negativt "du græder hele tiden". For mig er det ikke trøst. Når jeg trøster er jeg positiv i min stemme, jeg krammer eller tager det grædende barn ind til mig og forsøger at snakke med barnet. For at forstå.

Det er for mig det, som jeg når længst med. Og sandt nok. Han kom senere og fortalte, at han var glad igen.

Jeg hjalp Tiwe i dag, fordi Philippe er i Kampala om torsdagen. Det havde jeg lige glemt. Det var arbejde med at sætte i_e ind og opnå forståelse af det magiske E, som ændre ordlyden på I. Det kunne Tiwe godt finde ud af. Men hun gider ikke læse.

I matematik var Nicki ved at forklare dagens opgave, da hendes mand kom for at hente deres datter, som er i Irenes klasse. Hun gik derfor og jeg fortsatte med at forklare og satte børnene igang. Hun blev overrasket over, at de var sat igang og næsten færdige da hun kom tilbage. Det var en nem opgave og hun håbede på de var hurtigt færdige. Vi skulle lave frugt til frugtbowlen. Det brugte vi resten af tiden på og vi lavede opgaver fra deres mapper. Tiwe er glad for matematik, når hun ikke skal læse noget. I den sidste opgave vi lavede, skulle hun fører tallet og ordet sammen (5 - fem). Det var ikke sjovt for hende. Hun gættede og kunne ikke hører forskel på fem og otte.

Frokost var chips and fish. Lækkert!

Efter pause var jeg i babyclass. Det var historie time. Det var kun Rose og jeg. Det gik så godt. De havde alle sammen en bog. De skulle aflevere dem. To af drengene ville ikke. Så jeg bad dem om at læse dem højt i stedet. Det gjorde de, som børn nu kan læse en bog, og afleverede derefter bøgerne. Jeg læste flere bøger for dem og de var stille. Jeg havde lagt ud med at være meget bestemt og sagde rimelig højt; ”be quit!” Det hjalp virkelig meget. De var rigtig søde.

Efter historie var det lege time og vi slappede bare af og snakkede. Jeg fik radioen til at virke. Så vi hørte musik og dansede rundt og hyggede os virkelig. Når chancen er der, så danser jeg med børnene.

Tiden gik hurtig og det blev snack tid. En af de ’vilde drenge’ var rigtig flabet. Jeg holdte ham i hans arm og forsøgte at sige til ham, at han skulle gå et andet sted hen eller bare falde lidt ned på jorden. Han var virkelig voldsom og slog omkring sig. Så lærerne blev virkelig sure, han måtte ikke slå en lærer. Den ene sagde, at de måtte tage ham ind og give ham noget disciplin. Hvordan mon de gør det? Han blev sendt til sin egen klasse og da jeg kom ud, kom han hen og sagde undskyld.

I pausen, selvom jeg havde fri, så vi musikvideo, sang og tog billeder. De ville ikke have, at jeg gik hjem. Det må jo være et godt tegn. Jeg elsker min skole! Men glæder mig nu til en forlænget weekend. Sidste arbejdsdag i dag.

Jeg nød vejret på terrassen og sad på rækværket, som omgiver den. Det er bredt nok til at sidde på og nyde tilværelsen. Nogle af de andre lå også på terrassen og vi nød en frisk vandmelon.

Jose kom forbi og vi gik ned og så på et guest house. Der kommer en kvinde i næste måned, som skal besøge en masse af hendes sponsorbørn. Hun skal have et sted at bo mens hun er her og det skal Jose sørge for at finde til hende. Da vi havde været rundt for at se stedet, sad vi og snakkede i haven, hvor der var en gynge. Han gyngede mig og bagefter sad han på en sten ved siden af og vi snakkede om rigtig mange spændende ting. Vi snakker meget om kulturforskellene. På det område er han god at snakke med. For han bliver ikke så let stødt og svarer rigtig gerne på mine spørgsmål. Selvom han synes vi er mærkelige, kan han også godt se tingene den anden vej.

Jeg blev pænt fulgt hjem igen (Man bør ikke gå alene rundt her, når det er mørkt, men åbenbart heller ikke når det er lyst, i hans hoved) Derhjemme gjorde jeg mig klar. Hannah var allerede klar. Vi skulle på den indiske restaurant og spise, samt fejre starten på vores forlængede weekend.

Der skulle være Quiz Night på Mezzanine, havde Nina sagt. Hannah ville gerne derud, så jeg tog med. Det var et meget stille sted. Hyggeligt til samtale og atmosfæren var helt nede på jorden, med dæmpet musik og vandets rislen. Stedet lå ned til Nilen og man kunne sågar sidde på en lille flodbåd og spise. Det er både en bar og et spisested.

Det var bare sådan, at der ingen quiz var. Nina havde taget fejl. Hun havde fået flere til at komme. Vi var Nina (Tyskland) og Anna (Holland), Adam (US) og Curt (Scotland) Jose var der også, som selvfølgelig er herfra og så os.

Vi lavede derfor vores egen quiz. Vi skrev hver især tre spørgsmål på et papir. Hver især læste sien spørgsmål op. Vi havde fået et stykke papir hver og skrev svarene ned. Til sidst byttede vi svar og så, hvem der havde flest rigtige. Det var hyggeligt, men super svært.

Vi tog hjem klokken 11 pm. Det er jo weekend nu. Sengen skreg efter mig og jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg nåede ikke engang at sætte lydbog på.