Energi'rig start på ugen!

17. februar 2014

Så har jeg været i Uganda i 3 uger og er startet på 2 rigtige arbejdsuge. Ugen er skudt i gang med en masse god energi og jeg er klar!

Jeg havde møde med Courtney i dag. Vi snakkede om mine læringsmål. Vi snakkede oom nogle af de ting, som jeg har observeret i timerne. Hun var glad for, at jeg lagde mærke til tingene, så de ikke bare kørte i samme hverdagsrutine.

Jeg har foreslået, at jeg kunne lave et projekt med 3 børn adgangen, hvor vi skal tegne. Det går ud på, at børnene skal tegne, men der vil være noget indirekte læring. De skal for det meste tegne efter et tema, der kan forekomme fritegning. De bliver bedt om at tage en bestemt farve, imellem alle de andre farver, eller fortælle farven på den de har valgt. De skal tegne og øver derved at holde på en blyant og det styrker deres fingermotorik. De skal skrive deres navn og alder. Det er en god ting at øve allerede i denne alder og er en vigtig ting at kunne, da de vil få meget brug for det, resten af deres liv. Jeg vil også øve, at de skal skrive navnet på de ting, som de har tegnet. Jeg vil hjælpe dem, ved at skrive ordet på et stykke papir, hvor de derefter skal kopiere det. Det gør ikke noget det er krudseduller de første mange gange, for det skal nok komme. De lærer både bogstaver, at skrive af og at se op og hente informationer ned på deres papir.  

Jeg skal være i Courtneys klasse og arbejde med nogle af børnene. Jeg skal starte med at arbejde med en dreng, som støttepædagog. Det er en dreng, der er født med iltmangel (af, hvad jeg har forstået), han har mén derefter. Både fysisk og psykisk. De fysiske er næsten opereret væk, men det har gjort noget ved hans ben og man kan stadig se det lidt, da han går på tæerne tit. Han er 8 år og går i 1. grade. En klasse, hvor resten af børnene er 6 år. Courtney tvivler på, at han kan gå videre til næste trin til sommer, hvilket begynder at blive et problem, pga hans alder. På det psykiske har Philippe vanskeligheder med at lærer. Han skal se det visuelt. Min opgave bliver at træne med ham, på to-mands-hånd, så han får den hjælp og støtte som han har brug for. De har ikke mulighed for at give ham denne i skolen, da de ikke har den slags ressourcer i Uganda. Jeg skal lave engelsk og matematik med ham. Det er her han har det svært. Han kan ikke læse og han kan ikke kende forskel på tallene. Han kan godt regne, men han kan sagtens skrive 10, selvom han ved, at resultatet er 3. Jeg glæder mig helt ekstremt til at starte på dette. Det er en af de kommende dage, at jeg starter på det. Samtidig med, at jeg arbejder med denne dreng, skal jeg også arbejde med en pige, Tiwe. Hun har også problemer. Der er aldrig blevet oplyst om, at der er noget galt, men Courtney fortæller, at hun ikke kan følge med. Courtney ved ikke om der er noget galt, eller om det blot er fordi, at Tiwe er langsom til at lære.

Jeg får mit helt egen skema over, hvordan min dag vil se ud i fremtiden.

Jeg overværede en situation udenfor i dag. Jeg sad på afstand og så en kollega takle en situation i vores legehus. (Det skal lige siges, at denne kvinde er lammet i det ene ben og benytter krykke) En af drengene vil ind i huset, men døren bliver holdt indenfra. Han bliver bedt om at finde noget andet at lege med. Hverefter får han på en eller anden måde klemt sine fingre i døren. Han begynder at græde. Han bliver skældt ud (eller påmindet), han er for stor til at græde, han skal lade være med at græde og han forstyrre klasserne ovenpå. Han bliver trøstet og går tilbage og er med til at lege. Drengen, der var på den anden side af døren bliver i mellemtiden kaldt på, han skal komme ud. Der bliver sagt hans navn og talt til tre. Han bliver gentagne gange bedt om at komme og hvis ikke han kommer, må han i skammekrogen.

Min kollega gør ikke tegn til at rejse sig op, for at gribe ind i situationen. Hun bliver siddende og lader den midlertidig ligge der. Drengen kommer ud og leger på verandaen til legehuset. Han bliver bedt om at komme igen, men intet sker. Jeg rejser mig. Jeg går forbi min kollega. Jeg går hen og tager fat i drengens arm. Min kollega siger, at jeg skal tage ham hen til hende. Men det var ikke min plan til at starte med. Jeg vender ham og beder ham kigge på mig. Jeg spørger, om ikke han kan hører. Der bliver talt til ham og når en voksen beder ham om at komme, så skal han gøre det. Jeg beder ham om at gå over til min kollega. Jeg følger efter ham og guider ham vejen. Min kollega beder ham om at sætte sig ved siden af hende og så er der ikke mere leg til ham. Hun siger til mig, at han ligner sin bror og udvikler samme karakter som ham. Han er en dreng, som opfører sig meget specielt i pauserne. Han bider, slår og agere, som regel, som en tiger; hvæser, viser tænder og med hænderne op ved siden af hovedet og løber rundt efter de andre børn. Jeg prøvede at ignorere det. Det var ikke passende tidspunkt. Jeg fortalte ham, at han skulle huske at hører efter, at det ikke havde været så slemt, hvis han var kommet med det samme. Videre sagde jeg, at når han var færdig med at sidde der og tænke over tingene, skulle han opfører sig pænt og være sød. Han kiggede væk, det var ikke særlig rart. Jeg bad ham om at se på mig og spurgte om han forstod det. Det gjorde han. Jeg klappede ham på låret og sagde endnu engang, at han skulle være sød.

Det er en speciel måde at behandle børn på her. Skammekrogen er meget brugt. Eller truslen med det. Det er som regel nogle bestemte, som mærker konsekvensen. Havde jeg ikke bedt drengen om at komme ud, var der ikke sket noget. Men jeg er ved at være træt af de tomme trusler, så derfor tog jeg fat i den. Jeg tænker det som, at ved at han kom i skammekrogen, var der en konsekvens. Jeg vil gerne have de holder den konsekvens. For derfor er det ikke kun en trussel og børnene lære, at lærerne mener det de siger.

Vi fik matoke og 3 kødstykker til aften. De mindede lidt om det vi bruger, når vi bruger kødstykker i sammenkogte retter. Det var stort set uspiseligt, fordi de bare skærer tilfældigt i kødet.
Klokken otte gik strømmen og jeg måtte finde lommelygten frem. Jeg havde hvilet lidt i eftermiddags, så jeg havde energien til at få læst i den mappe, som jeg havde lånt om den dreng hvorpå jeg skal være støttepædagog. Det er meget generelt, men spændende. Jeg glæder mig til at arbejde med dette projekt. Tingene giver mere og mere mening. Der begynder at være en mening med at stå op og tage på arbejde. Men jeg er også nervøs. Mon jeg kan finde ud af det? Jeg ser meget frem til dette arbejde med drengen.