Studietur - 2. februar

2. februar 2014

I dag skulle vi på safari. Og jeg var virkelig spændt på det!

Parken er på ca. 3260 km2. Taget på bilen var taget op, så vi havde soltag og kunne stå oppe på sæderne og kigge ud over landskabet. Det var super fedt. Det var lige som at stå bagpå en jeep og bare kører ud over de åbne landskaber. Vi havde fået en rancher med. Han var rigtig flink og god til at fortælle om dyrene og de forskellige arter. Vi fik ikke det hele med, da det var på engelsk. Men det meste gav god mening. Det betød også, at jeg skulle sidde på bagsædet. Jeg sad på den forreste række, ved vinduet i modsatte side end jeg plejede. Så måske jeg har fået lidt sol på den anden arm i dag?

Vi kørte gennem parken og så en masse arter af antiloper. Vi så også giraffer i horisonten, masser af Pumba'er (vortesvin) og bøfler. Vi ledte ihærdigt efter løverne. Men de var ikke hjemme. Vores rancher fortalte, at der var 130 løver i parken.

Et sted på de øde marker sad en bil fast i sandet. Vi snakkede om, hvorfor de dog havde kørt derud i en personbil. De fik heldigvis bilen fri igen. Vi var overrasket over, at folk stod ud af bilerne herude. Men flere steder gik der militær klædte mænd med store guns. Så lidt sikkert var det da, hvis de altså kan bruge dem.

Vi kom ud til Albert Lake og holdte en pause, imens vi nød synet af flodhestene i vandet med flot natur.

Jeg vil sige, at jeg var lidt skuffet. Jeg havde en forestilling om savanne med masse dyreliv, som man ser det i tv. Eller, at vi havde set giraffer eller elefanter tæt på. Og zebraer. Men jeg havde fået at vide på forhånd, at de ikke har det i denne park. Jeg fik dog at vide, at de har en park nede sydvest på vist nok, så det skal jeg have undersøgt! Jeg har også overvejet at tage over Tanzania eller Kenya på vej hjem til Danmark. Eller er sted med rigtig savanne, det har de i hvert fald de steder.

Men vi fik alligevel en elefant at se. Da vi havde sat rancheren af gik der to minutter, så kom der en elefant traskende mod vejen. De andre kørte, men vi fik billeder af, at den gik ind over vejen. Det var så vildt. Det hjalp også lidt på humøret.

Nu gik turen til Arua. Lidt længere ude i parken, så vi endnu en elefant, bare lidt længere væk. Så de var der altså. Længere ude endnu spottede Sabrina 3 giraffer. Vi fik stoppet bilen, på trods af, at vi havde utrolig travlt. Da vi havde skudt en masse billeder af, kørte vi videre. Og så begyndte det at blive vildt! Der stod en mere, en lille en, faktisk lige ved siden af. Så spottede jeg et par stykker langt nede og så pludselig! Der var massevis. Og jo mere man kiggede rundt, jo flere fik man øje på. Et hurtig skud, så ville mit bud være, at der var over 20. Endnu engang mødte vi flere elefanter. Og da vi stoppede ved gaten inden man kører ud af parken, stod der elefanter kort derfra. Så skuffelsen lettede lidt. Jeg tror, at det handlede om, at det igår var så stor og fantastisk en oplevelse, så i dag blegnede ved siden af det.

Ved porten, imens vi ventede, ville nogle af pigerne gerne side 'på deres egne pladser'. Så jeg rykkede tilbage på min egen plads på forsædet. Da vi kom ud på vejen igen, kom vi tilbage til Ugandas virkelighed. Det første vi så var kvinder, der bar bundter af strå på hovedet og en masse sorte mennesker. Dem har der ikke været mange af de sidste to dage.

I den næste by skulle vi spise på et lokalt sted. Der lugtede ikke så godt, vi var omringet af sorte folk, der solgte alt muligt. Vi købte sesam kager, også kaldet simsim. De er lavet af sesam og honning. Vi kunne vælge mellem fisk eller kød på restauranten. Jeg fik kød og det var i en sauce/ suppe, som smagte godt. Kødet var meget sejt. Der var ris, pocho og spinat som tilbehør.

Da vi kørte videre, var der nogle i bilen, der havde købt chokoladekiks, og delte ud af dem. Det er utroligt, hvor stor en sensation det kan være at få en chokoladekiks i Uganda. Men det var skønt. Især oven på middagsmaden. Man kan godt få lidt ondt i maven af kun at spise pocho og ris, med væde. Måske jeg lige skal forklare, hvad pocho er, så i har en ide om, hvad vi bliver udsat for. Jeg skriver dette med et smil på læben. Pocho er majsmel, der er kogt i vand, til en meget tyk grød, som kan skæres ud. Det er næsten smagsløst og ligger en tung bund, så man spiser ikke så meget af det. Men med en form for sauce til smager det udemærket og bliver fyldstof, når nu man ikke kan leve af væde eller sauce.

På vej mod Arua standsede vi i en lille by, for at mødes med en Peter havde en aftale med. Vi blev igen overfaldet af sorte sælgere. De havde nogle lyserøde, bønnelignende ting med i små poser for 500 shillings (ca. 1 dkr) Brian sagde, at jeg skulle prøve dem, det var ristede groundnuts eller peanuts. Vi smagte på dem, heldigvis, inden vi kørte. De var fantastiske. Lige som danske peanuts, bare meget bedre. Selvdyrkede ristede nødder. Mums! Så vi købte stort set alle nødderne. Jeg købte 5 med den jeg havde købt. Så er der til de næste par dage til snacktime.

Det var utroligt. Det var tydeligt at se, at de er mere fattige jo længere vi kommer op nordpå. Især på den måde de flokkes om os, fordi vi er hvide og har penge. Den fyr vi har med i bilen gav en pakke kiks til dem, som ikke smagte så godt, fordi de ville have chokoladekiksene. Dem måtte de ikke få! De flokkedes om pakken og delte ud og flere kom til og ville have en. De var virkelige grådige. Det var frygteligt at se på. Men de var også meget interesseret i denne mand, som havde sit harrem på hele 6 kvinder. Han måtte være ekstra rig, hvis han havde råd til at give så mange køer væk til alle de fædre.

Vi kørte på en lille bro, over en å? Som hed River Mufura cirka, det så rigtig godt ud, som vandet løb ned mellem planter og et par træer, der hang ned over.

Endelig kom vi til White Castle. Turen var faktisk utrolig hurtig og jeg blev overrasket over, at vi allerede var her. Jeg sov den sidste time, jeg gik helt ud. Det eneste jeg bemærkede var, at der var en, der på et tidspunkt råbte mzungu.

Vi skulle tjekkes inden vi måtte komme ind, sikkerheden er i top her! Så alle skulle stige ud af bilen. Da jeg åbnede døren var jeg nær faldet ud og sad i døren til han kom og jeg viste bare min taske. Jeg var virkelig træt. Vi sad og hang imens vi ventede på, at der skulle ske noget. Nogle gik rundt og kiggede og fortalte, hvor lækker poolen så ud. Jeg ville bare vide, hvor min seng var.

Vi hoppede i poolen, da vi havde pakket ud. Det var super lækkert. Inden mad var vi i byen nogle af os, for at købe et par ting. Vi sad og snakkede inden vi skulle spise. Der var blevet lavet buffet til os med lidt forskelligt.

Jeg havde taget kort med herned, for man kan da ikke tage afsted uden. Vi brugte derfor aftenen på at spille 'morder'. Jeg forklarer lige reglerne, for så kan det måske give et indblik i, hvor sjovt vi havde det.

Man skal helst være en del med til spillet. Der er en der er gamemaster, som styrer spillet. Vi var 9, der spillede plus vores gamemaster. Man får ét kort hver, ingen må se det. Når man har kigget på det, ligges det på bordet igen og man ved nu, hvad man er. Man skal kun bruge 2 konger, 1 es og resten skal være talkort. Kongen er morderen og es'et er sheriffen, tal kortene er blot borgere i den lille by.

Gamemasteren begynder en historie, i vores tilfælde: "Vi er i Uganda, der bliver festet på et hotel. Men pludselig falder alle i søvn" - alle lukker øjnene. "Senere på natten vågner morderen" Morderen eller morderne (hvis man er 6 og man kan næsten ikke være færre, så er der kun 1 konge altså 1 morder) den/ de bliver enige om, hvem der skal slås ihjel. Gamemasteren nikker når vedkommende har forstået, hvem der er blevet dræbt. "Morderne forsvinder igen og lukker deres øjne. Nu vågner sheriffen" Sheriffen har nu muligheden for at udpege en, som vedkommende tror kunne være morder. Gamemasteren giver tegn for, om det er morderen eller ikke.

Er det morderen sheriffen har udpeget, har han mulighed for at overbevise de andre om, at den han udpegede er morderen. Sheriffen har lukket øjnene og nu siger gamemasteren: "Det er blevet morgen og én er død i løbet af natten. Navnet på den, der blev udpeget af morderen, er fundet død" Personen er nu ude af spillet og kan sidde passiv og følge med under resten af forløbet. Her kan det være en fordel at følge med, for at holde øje med folk, når nu man kan se, hvem der er morderne. Nu skal alle, der er levende diskutere. De skal finde ud af, hvem der er morderen. Jo bedre man er til at diskutere, jo sjovere bliver det. Man beskylder hinanden og man forsvarer sig. Gamemasteren spørger, om der er nogle, der vil sige mere. Når der er diskuteret færdig, skal alle tage pegefingeren op og så skal de pege på den, som de tror er morderen. Den der har flest fingre, bliver skudt ud af spillet. Er der to der har lige mange, så sker der ikke noget og spillet fortsætter. Spillet er færdigt, når morderne er slået ihjel eller er alene tilbage. Et meget strategisk spil, når man rigtig kommer ind i det. Man kan bygge sin egen taktik. Når nogen argumentere for, at en er morderen, kan det for morderen var en fordel at slå vedkommende ihjel, men det kan også afsløre morderens identitet. Hvis morderen oplever, at en anden bliver beskyldt for at være morder, kan man også slå vedkommende ihjel, som beskyldte, fordi så tror de andre måske, at vedkommende er morder.

Det er et spil jeg tager med mig i fremtiden. Det er virkelig sjovt og et godt aftenspil.