Studietur - 31. januar

31. januar 2014

I dag var en dag, som startede rigtig dårligt. Min mave har ikke vænnet sig til maden hernede, så jeg er blevet rigtig syg. Jeg havde ondt i min mave. Efter morgenmaden blev jeg svimmel, kunne ikke rigtig styre mine ben og havde en indre uro og min krop den rystede. Vi har fået nogle piller mod det der med maven, men jeg måtte først tage dem to timer efter mad. Peter og Kim ville gerne have, at jeg blev på hotellet mens de tog ud på et børnehave-pædagog-seminarie for ugandere. (Vi skulle lave aktiviteter med dem og vise den nogle danske ting), men jeg havde ikke lyst til at blive på hotellet og ville egentlig helst med. Jeg fik lov til at komme med, der var ikke mere end fem min derhen, men jeg skulle blive i bilen i skyggen og slappe af. De tvang mig til at drikke cola (det skal lige siges, at jeg ikke bryder mig om cola).

Jeg blev i bilen, og så længe jeg sad ned, helst med benene oppe, havde jeg det nogenlunde. Der skulle helst ikke være noget, der klemte på min mave.

Da de andre havde lavet aktiviteterne var der en forfriskning og da jeg havde taget min pille, måtte jeg igen ikke spise før en time senere, så jeg fik igen en cola. Men lige så snart jeg stod op, blev jeg dårlig og det føltes som om, at jeg ikke kunne mærke mine ben. Jeg lå derfor en del af tiden på jorden i skyggen. Vi fik taget fælles billede og kørte derefter videre. Vi kørte ud af en lang ørken lignende vej. Sådan som jeg havde forestillet mig hele Uganda så ud, og der var endda rigtig mange lerhytter. Der var utrolig mange huller og der blev kørt fra den ene side og tilbage til den anden, for at undgå derfor ting, sager, ujævn vej og huller i alle størrelser. Det føltes mange gange som om bussen var ved at vælte. Vi skulle kører en time, så måske nogle kan forestille sig, hvordan det føles i maven, når man har det rigtig dårligt. Heldigvis havde jeg en madpakke med, som Peter havde lavet til mig, med bananer og ristet toast. Så jeg fik lige en banan på vejen.

Det er tydeligt at mærke, at de herude på landet ikke er vandt til at se så mange mzunguer. Alle vinker, og vi vinker selvfølgelig tilbage. Et guldkorn; En af pigerne i bussen sagde, at man nærmest får ondt i håndledet af at vinke så meget. Men det fik mig til at smile. Børnene hoppede op og ned når de så os. Hernede vinker man lige som dronningen, bare med håndfladen ud af. Når man vinker, som vi ofte gør i Danmark, hvor man lukker hånden, betyder det: kom her hen. Det skal man lige vænne sig til, altså ikke at gøre det.

Næste stop var et besøg i en lille landsby. Der boede de i lerhytter og vi fik en rundvisning. Jeg var rundt for at se lidt og jeg havde fået det lidt bedre i mine ben. Men varmen hjælper ikke på sygdom.

Andet stop var et sted, hvor vi skulle se danseopvisning. Vi blev modtaget af dans og sang. Vi fulgte efter en masse, der dansede hele vejen ned bagved. Der var mange sorte mennesker og de dansede rundt og sorte strømmede til. De var vilde. De elskede iphones og nød at blive fotograferet. De synes, at det var sjovt.

Vi fik serveret mad der. De havde lavet matoke (madbananer), kartofler, ris, peanutsauce, kylling i væde, kød i sauce og noget grønt bittert noget. Det er første gang, at jeg har smagt matoke. Man kan vænne sig til at kunne lide det. Kyllingen var rigtig god og mør. Peanutsaucen var lidt tynd, men smagte fint.

Ude ved danseopvisningen kunne man købe nogle kurve, som ikke blev lavet andre steder i Uganda. Det var den 12-fingrede mand, der havde lavet dem, og han havde altså 12 fingre! Sådan en kurv måtte jeg selvfølgelig eje. Jeg kom også til at købe en anden lille kurv, af en anden mand. Den var super lækker og det var et fantastisk håndværk.

Jeg købte en lille træstol, som en mand fra landsbyen havde lavet, den vi havde besøgt tidligere. Det var Peter, der havde sat denne aktivitet igang, at han snittede stolene. Manden var lidt speciel. Han gik med en stok, som han brugte til at støtte sig op af. Han gik på tæerne og havde noget, der lignede en spastisk lammelse i begge ben/ ankler.

Børnene sluttede af med de mest fantastiske danse med sang. Det var fascinerende! Jeg var meget overvældet og rørt over det. Joel samlede penge ind til dem. Han sagde, at det var til dem, de skulle passe på dem og gemme dem. En mand oversatte det hele og de klappede. Bagefter blev de bedt om at sige tak og give os et kram. Hvilket betød, at nogle kom hen for at kramme os. Nogle smed sig ned på knæ foran os, bukkede hovedet og takkede os med et håndtryk. Det var en frygtelig fornemmelse, at de kom kravlende på knæ hen til os. Det virkede meget slaveagtigt, men også som en ære. Man følte sig virkelig som noget specielt. Jeg kom måske til at knibe en tåre eller to. Man var ikke i tvivl om, at man var velkommen og velset.

Vidste i, at man kan riste toastbrød, hvis man pakker det ind i stanniol og ligger det i solen? Peter havde fået ristet mit brød, men ikke så meget. Men efter, at det har ligget i vinduet i bilen, var det både varmt og ristet mere end før.

Da vi kørte ud af ørkenvejene begyndte der at komme skilte, hvor der stod Masindi på og Masindifolket var lidt bekymret, indtil vi ramte asfalt og Masindi DownTown.

Vi besøgte først masindi'ernes host familie. Der blev serveret mad, endnu engang. Der var ris, matoke, sauce med kød og hvidkål som salat. Jeg spiste lidt ris og fik lidt cola. Men jeg var færdig med cola for i dag, for brusen begyndte at gøre maven lige så ondt som sygdommen selv. Jeg havde det meget bedre på dette tidspunkt og var ikke i tvivl om, at pillerne fik lidt ro på maven. Det hjalp at få noget nyt mad ned, samt vand og cola.

Fra nu af passer jeg bedre på, hvad jeg spiser. Det var et fedt sted de skulle bo. Det mindede om en lille bondegård med kaniner, høns, gæs og geder. Husk lige på, at der ikke er noget, der hedder kæledyr i Uganda. Det var en rig familie med 15 børn, som alle havde en uddannelse. Huset var rigtig pænt. Det pæneste vi har set.

Vi var der ikke længe, for vi skulle nå videre til børnehjemmet og have et kort kig. Børnehjemmet var til gengæld meget fattigt. Vi så ikke meget af det, men de var ved at bygge ny sengeafdeling til drengene. Så de sov 3-6 drenge i en alm seng, alt efter størrelse. De tørrede tøj på pigtråd og de så ikke ud til at have særlig mange ressourcer. Børnehjemmet havde også en skole, som lå i den ene side af en bygning. Det vil sige at den var delt på midten fra gavl til gavl. Skolen var ud mod vejen og drengene ind mod en gårdplads, som var børnehjemmet.

Vi skulle hurtigt videre, for vi skulle nå til Ednas place, før solen gik ned. Det var sen eftermiddag på dette tidspunkt. Så vi havde lidt travlt. Hvilket vi også fik at føle, da vi igen ramte de hullede, bumpede ørkenveje.

Vi kom til Ednas place, som vi havde fået at vide var lerhytter og rigtig ugandisk mad, men vi blev positivt overrasket. Det var lerhytter. Men de var turist præget og lignede slet ikke de lerhytter vi kører forbi på vejen. De var rigtig flotte. Der var en stor hytte med 12 senge, eller rettere, 6 køjesenge. Der var mange, som valgte at sove i den store hytte. Også jeg. Det var super hyggeligt. Vi havde lige tid til at komme på plads, jeg gik rundt og legede lidt med nogle forskellige skud, med den linse jeg fik af halvbroren i julegave. Det var super fedt. Vi kunne også få et lille bad. Der var ikke så meget tryk på strålen, men til gengæld var der så også en teenagedreng som pumpede vandet op i en tank. Derfor tog man ikke et vildt bad. Jeg fik bare skyllet det værste snavs af. Man troede, at man var blevet brun, men det var støvet der snød. Vi var så frygtelig beskidte. Der var ikke noget rigtig lys i badet, så det var et skud i tågen, om man var blevet ren. Toiletterne havde heller ingen lys, men der var stillet et stearinlys op til aften. Godt man har taget lommelygte med. Der var strøm, som blev lavet ved en solcelleoplader og der var en udemærket pærer i hytten. Maden bestod af: søde kartofler, græskar, matoke, alm kartofler, ris, kylling i sauce, kød i sauce, beans, peanutsauce, og aubergine (et eller andet). Det var rigtig skønt. Jeg havde ikke spist så meget i løbet af dagen, så jeg tog faktisk to små portioner. Maden var super lækker. De søde kartofler smagte rigtig skønt. Jeg har hørt, at det skulle være noget af det sundeste man kunne spise. Vi må se.

Vi gik tidligt til køjs. Vi snakkede og havde det rigtig fedt sammen. Jeg havde også fået det meget bedre. Maven faldt til ro, da vi var gået i seng og jeg havde ikke rigtig ondt mere. Jeg følte mig heller ikke sulten, som jeg havde gjort hele dagen. Jeg tog en pille mere inden vi skulle sove, så jeg håber at være hel frisk i morgen. Hannah sluttede dagen af med historien om løvernes konge. Hun startede selvfølgelig med at synge intro sangen. Det var rigtig sødt.

Pludselig blev vi afbrudt af, at det begyndte at regne, hvilket blev overlappet af, at der var en kakerlak inden i et af myggenettene. Masser af drama! Den blev sprayet til døde og jeg tog den med et stykke papir og smed den udenfor. Bagefter skulle vi have puttet Sabrina og Michelle igen. Og have Michelle til at holde op med at spraye med insektdræber. Men hun sov med den i hånden.