Studietur - 3. februar

3. februar 2014

I dag var det meningen, at vi skulle mødes klokken ti. Jeg gik op og fik noget morgenmad til klokken otte, hvor Peter skulle mødes med en, som var på et sted vi muligvis skulle se. Morgenmaden jeg fik, bestod af amerikanske pandekager, sirup, peanutbutter og noget tørt toastbrød. Og jeg fik en frisk multijuice. Hende, som Peter skulle snakke med, var ikke kommet. Klokken ni var hun stadig ikke kommet, men ville komme om en halv time. Ugandisk tid! De har ikke travlt hernede. Det regnede i dag og var lidt køligt, så jeg gik ned efter min sommerjakke, som jeg har været så smart at tage med. Vi sad hos Soma og Isabella, da vi fik at vide, at vi først skulle mødes klokken tolv og hende damen ikke kom.

Derfor havde vi en masse tid. Som Kim så smukt kan sige det: Så kan vi vænne os lidt til, hvordan det er at tænke og at der ikke sker noget. Øv. Det er ikke rart.

Jeg sad under boksen til det trådløse og alligevel var signalet mere end dårligt. På trods af at den viste, at der var fuld signal. Imens jeg sad der, begyndte det virkelig at give vand. Ikke det vi kender som styrtende. Men der kom meget og det buldrede også lidt. Det er første dag, at vi har oplevet sådan et vejr.

Lige inden vi skulle på markedet, fandt Peter ud af, at host familien i Koboko, var ved at lave middagsmad til os. Han havde fået lavet en aftale i dag i stedet for i morgen. Så meget hurtigt blev vi proppet ind i busserne og afsted mod Koboko. Første stop; tank og bank og så derud af. Hvis nogen synes vores vejarbejde i DK er slemt. Så vil jeg bare lige fortælle, at vi har kørt mange, mange kilometer med asfaltlægning, lerbaner (som var våde og smattede sådan, at man gled rundt i det som sne) og smalle veje over små side broer, fordi de var ved at bygge en ny. Jeg har ikke helt talt, men vi var i hvert fald forbi 5 af disse broer.

Det var super dejligt, at der skete noget, for det lagde låg på en del følelser og tanker. Jeg hørte musik hele vejen til Koboko. Jeg havde bare brug for at lukke af og hører det musik, som er et hit for tiden. Stella Mwangi og Bobi Wine. Det hitter!

Det er utroligt. Jeg forstår godt, hvorfor deres tøj hernede er så hullet. De tørre det på pigtråd.

Vi fik rigtig lækker mad hos Susan som Kobokofolket skal bo hos. Hun havde lavet madpandekager, ris, pocho, og fritter. Kylling, kød i sauce, alm sauce og noget som de kalder samosa. Det er en trekantet dejpose med kød i, som er friture stegt.

Bagefter kørte vi til børnehjemmet og skolen i Koboko. Da vi kom ud til kvarteret, hvor det lå, råbte alle børnene gilia, hvilket er det samme som mzungu. Børnene løb efter bilen og de kom alle steder fra.

Mzungu kommer forresten fra dengang, at der kom hvide hertil. De indfødte syntes, at de hvide var sjove. De hvide gik hele tiden rundt om sig selv. Derfor blev det hvide folk kaldt mzungu, som betyder rundtosset.

Børnehjemmet og skolen var rigtig fattigt og det er kun på grund af, at nogle danskere sender penge herned til, at stedet overlever.

Det jeg bed mest mærke i, var ikke børnene selvom, at der var nogle, der bare var mere særlige, så var det alligevel ikke det. Det var heller ikke bygninger eller forhold. De voksne på stedet var også rigtig fine, så heller ikke noget der. Men det var en meget lille ting, der fyldte rigtig meget hos mig. Foran en af bygningerne, der var et klasseværelse, stod der et træ. Træet var ikke noget særligt. Det var dekoreringen af dette træ, der faldt mig i øjnene. Det var udsmykket med et træskilt med teksten: "Hiv/aids has no cure" Jeg var målløs. De børn var så små og uskyldige. Men her er desværre mange der bærer sygdomme, som er livstruende.

Pas på jer selv derude. Det er ikke for sjovt det her.

Men, lidt positivt ovenpå. På vejen tilbage kørte vi forbi en af disse broer og vi kørte ikke så stærkt. Jeg kunne se en masse unge mænd, der arbejdede på at komme noget op på ladet af en bil. De begyndte at kigge, da de fik øje på 'den hvide bil'. Da vi næsten var ud for dem, løftede jeg hånden til hilsen og fluks stak alle mændene hånden i vejret. Sikke et smil jeg fik på. Det var så fedt. Jeg elsker at være her!

Mit ordforråd på swahili indtil videre: Jambo, betyder hej. Det havde jeg lært hjemme fra for sjov, af en veninde fra Tanzania. Habadi betyder, hvordan har du det? Muzuri, betyder fint. Azantizana betyder, mange tak, man siger det, når man siger tak for mad herhjemme.

Hos Rita, host familien i Arua, kom vi en time tidligere end de havde regnet med. Så vi hyggede, legede, snakkede osv. Chaufførerne og Joel, stod oppe ved bilerne. Da jeg skulle hente min trøje begyndte de på, at jeg, hvide kvinde, burde have en afrikansk mand. Jeg grinte og sagde, at jeg var dyr i køer. Peters datter er gift væk til en ugander, og normalt giver manden køer til kvindens fader hernede, så han havde fået et antal små køer af træ, som han har stående derhjemme. Joel sagde, at jeg skulle spørge Peter om det. Jeg sagde, at min far ikke var interesseret i trækøer. Det var meget morsomt, men de ville gerne overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden en afrikansk mand eller, at jeg i det mindste kunne have en imens jeg var her. Det mente jeg jo så ikke, da jeg jo har min fantastisk kæreste i Danmark.

Inden vi kørte, begyndte sorte skyer at trække ind over landet og det lynede. Vi begyndte at pakke sammen, fordi vi skulle hjem og for ikke at blive våde, hvis der kom regn. Der var kommet et par dryp. Da vi kom ud på vejen løb folk alle vegne, som små rotter og boda'erne kørte alle vegne, både udenom og indenom. Og så gik der hul på skyerne. Det væltede ned og det lynede helt vildt. Det regnede så meget, at Brian overså et fartbump. Han kørte med normal fart over det, så vi blev kastet rundt i bilen. Fartbumpene er meget smalle og nogenlunde samme højde som vores i Danmark.

Vi spillede lidt morder igen i aftes, men det var ikke meget. Folk gik (heldigvis) forholdsvis tidligt i seng, så jeg havde muligheden for at sidde alene. Prinsen og jeg havde aftalt at snakke sammen på skype, så jeg håbede på at det virkede. Der har virkelig været mange problemer med det net. Men det virkede! Det var super dejligt at se ham. Han får altid humøret op.