På vej 'hjem' - 6. februar

6. februar 2014

Klokken var halv 7, da vækkeuret ringede. Vi var trætte. Kufferterne var næsten pakket og var klar til at blive lukket for sidste gang i lang tid. Det var dagen i dag, hvor vi skulle flytte ind hos en ny familie.

Ved otte tiden forlod vi hotellet. Vejene væk fra Soroti mod Mbale var frygtelige. 80 km med asfalt kun midt på vejen og ørken vej i siderne. Højdeforskellen var på omkring 20 cm. Kort tid efter, at vi var kommet ud på denne usle vej, skulle vi overhale en lastbil. Det var ikke sjovt. Den trak ud mod os, så vi måtte trække ud over asfalten og det føltes som om, at vi lå nede på siden. Sådan fortsatte vejforholdene ud i en uendelighed. Fra side til side af vejen. Op og ned af asfalt og huller. De kører der, hvor det bedst kan betale sig, der hvor vejen ser bedst ud og den bedste vej over et hul eller et bump. Man skal nok have været her for at forstå det. Det var en interessant tur. Det værste var den del med, at man ikke kunne have sele på, når nu bussen somme tider hældede til den ene side.

Jeg brokker mig aldrig mere over de danske veje! Vi er privilegeret ved, at der er nogle der holder vores veje for os.

Vi kørte på et stykke vej, hvor de havde lagt ny asfalt på og så havde de lavet rigtig mange af de små bump efter hinanden. Kim mente, at det var for at stenene ikke blev kørt af, inden de havde lagt sig. Det var ellers smart, men ubehageligt.

Utrolig nok, lod det sig gøre at sove en time. Klokken ti var vi i Mbale. I Mbale er centrum markeret med et stort klokketårn.

Vi kørte forbi et stort hospital i Mbale, som laver hjernekirurgi, som er et ideelt sted for sygeplejerskestuderende. De laver kirugi på børn og folk kommer fra hele Østafrika for at blive opereret der. Det lød rigtig spændende.

Vi holdte ind på en tankstation for dem, der skulle tisse. Der stod tilfældigvis lige to køer og græssede på parkeringspladsen.

Klokken halv 11, 95 km til Iganga. Jeg var godt nok spændt. Jeg kunne godt mærke det i min mave. På dette tidspunkt var jeg også blevet lidt mere frisk. Man bliver gynget i søvn på bagsædet. Men det hjalp på morgentrætheden med en lur. Det var dejligt, jeg ville gerne være frisk, når vi kom frem til familien.

Helt fantastisk! at man kan se, at 3G nettet bliver bedre og bedre jo tættere på Iganga og Jinja man kommer. Det skønt!

Vi kørte forbi et sted, hvor de arbejdede i marken. Det er meget fascinerende at se de steder, hvor de pløjer med okser. To okser foran en 1-furet plov.

Anja har fortalt om en mulighed for at komme og være lidt på et børnehjem. Måske jeg kunne skrive mit speciale om omsorgssvigt. Bare en tanke jeg har.

Klokken 12 ankom vi til Iganga. Det hele begyndte for alvor at være meget tæt på.

Så blev pigerne i Iganga afleveret. Vi blev overfaldet af børn og de hang på os, alt imens vi var der. Det var hårdt at sige på gensyn, især til Michelle.

Vi kørte på Flavors og spiste. Klokken halv fire kom vi hjem til vores host familie. Det var underligt. Nu var det alvor. Vi fik ordnet nogle praktiske ting og fandt ud af, at badeværelset kun var vores. Vi skulle ikke dele med de andre. De havde deres eget. Der var ikke mange mennesker hjemme. Ruth, vores kontaktperson i huset, viste os rundt. Hun bød os velkommen og vi fik klaret det mest praktiske, med myggenet.

Det skulle jo komme og det gjorde det også. Vi skulle sige farvel til Kim og Anja. Anja kommer dog på skolen i morgen tidlig klokken halv ni med sine børn. Så hende får vi at se. Måske det også giver en tryghed? Vi skal møde klokken otte. Så det er rigtig fint.

Vi fik pakket ud og kom på plads. Vi vaskede vores tøj og fik hængt det ud, muligvis lidt sent. Vi fik løbende hilst på et par medbeboere. Vi aftalte med Ruth, at klokken 7-8 ville være fint med mad for os. Inden maden gik vi en tur i kvarteret. Vi mødte tilfældigvis en svensker, som boede meget tæt på os. Vi snakkede om de ting, der skete i Jinja og hun var meget hjælpsom.

Indtil vi skulle have mad lå vi og slappede af. Jeg var på skype med min søster, mor og pappi. Det var hyggeligt at se dem. Internettet virker perfekt her. Da klokken var lidt i otte blev vores mad serveret på værelset. Vi blev overrasket over, at vi ikke skulle spise med de andre. Men det var nu også hyggeligt nok at spise alene. De andre spiste først sent. Ruth havde lavet ris, bønner og frisk avokado. Det var super lækkert. Vi ville gå ud med vores opvask, men blev fanget i døren. En af pigerne i huset tog vores tallerkener. Hun skulle nok klarer opvasken. Vi snakkede med hende om, at vi selv kunne gøre det og om ikke vi skulle gøre noget. Hun sagde, at hun gjorde det og, at vi ikke skulle gøre noget. Jeg har lidt blandede følelser med det. Vi har da betalt for at bo her og det er fint ikke at skulle lave noget af det og luksus! Men samtidig har jeg det også skidt med det. Det der med sorte tjenestefolk der varter en op.