Studieturen ebber ud - 5. februar

5. februar 2014

På trods af, at jeg gik i seng klokken 11 i ugandisk tid igår, var jeg alligevel træt her klokken 6.30. Jeg var vist ikke den eneste. Men det betød, at jeg fik udforsket nogle ting, som jeg ikke havde prøvet så tit. Det kan lade sig gøre at børste tænder imens, at man ligger ned. Jeg lå på sengen imens Carina smukserede sig. Alle mine ting var pakket fra igår, så der var ingen hast og jag.

Nu starter hverdagen snart. Det er en underlig tanke. Jeg skal begynde at arbejde nu. Og det er på engelsk. Jeg er blevet bedre til bare at snakke engelsk. Det er helt normalt nu. Men jeg mangler stadig mange ord og frygter lidt, hvordan det skal gå, når nu jeg mangler dem. Jeg skal være i en kindergarten klasse, hvor børnene er 4-5 år. Det sagde Courtney da vi var der, Courtney er min chef. De skal vel også lære nogle ord. Så kan jeg være med til at lærer ordene.

Turen gik mod Karuma Falls klokken 8.30, hvor vi splittedes op. Michelle, Katja, Hannah og jeg, som kørte med Kim og Dorthe. Vi var den gruppe, der skulle til Iganga og Jinja.

Jeg kan se det for mig, at vi kommer hjem og møder den nye familie. Vi krammer og alle byder os velkomne. Vi bærer alle vores mange ting ind. Og så er vi der. Vores værelse. Vores nye familie. Vores hjem, de næste 6 mdr. Vi skal leve ét sted.

Jeg har nok ikke sagt det før, men her er virkelig megen os fra bilerne. Det tror jeg ikke er særlig sundt. I byen lugter der meget af os. Biler og boda’er oser med tyk sort røg. Og vi er så hysteriske i Danmark med alle mulige filtre. Måske det skulle fordeles mere ud over verden?

Jeg har siddet på forsædet under hele turen, men denne gang er det bagsædet. På forsædet er der sele og jeg bruger den altid. Men på de andre sæder er der ingenting. Det er meget underligt.

Bussen er pakket med tasker. Både bagagerummet, men også inde mellem sæderne. Ved mine fødder står en balje med min lyserøde taske i. Der er tre sæder sat sammen som bagsæde, så mellem Katja og jeg ligger hendes taske, min mavepung og mine kurve. På gulvet foran midtsædet bagerst og i mellem de næste to sæder står der 4 andre tasker. Men det betyder også, at vi bagerst har en fodskammel. Det var super hyggeligt. Man kunne vende og dreje sig, så det lige passede med, hvordan man havde brug for at sidde.

Første stop lidt over ni. Stakkels Malte var blevet rigtig dårlig. Det gav anledning til at nogle skulle tisse. Vi kom til at snakke om der var andre, der var dårlige. Jeg følte mig ikke helt vel i maven. Jeg skulle koncentrere mig for ikke at få det dårligt, når nu jeg sad bagi. Der var ret langt hjem. Dorthe havde nogle køresygepiller, som jeg fik en af.

Klokken 10.30 havde vi det næste stop ved Blue Nile Hotel, som var det sted vi spiste, lige efter vi var kommet ud af nationalparken forleden dag. Vi købte lidt at drikke og nogle skulle bruge det fantastiske toilet. Det var et hul i jorden og rummet kunne man ikke vende sig i. Har jeg fået fortalt. Jeg har heldigvis ikke været der selv.

Vi kørte udenom parken på vej hjem. Vi nåede kun lige over Nilen, så stod der 2 elefanter i en lille sø, hvor der også var mange flodheste. Længere henne ad vejen stod der 5 elefanter under et træ og endnu to på den anden side af vejen kort tid efter. Der var 5 bavianer, som løb ind over vejen foran bilen, så der var masser at se på.

Klokken 12.30 skulle vi sige farvel til de andre og jeg havde sovet hele vejen. Vi fik sagt farvel og på gensyn. Det var lidt underligt. Det var ikke så hårdt for mig at sige på gensyn. Men jeg kommer til at savne min roomie, Carina.

Vi legede 20 spørgsmål til professoren i bilen om kendte. Men da jeg ikke kender så mange kendte, så var det ikke så sjovt.

Da klokken blev 14, var vi I Lira og der mødtes vi med Lotte og Karen, som er frivillige fra Danmark. De arbejder for et af Peters projekter. De arbejder med håndarbejde og selvfremstilling. Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville lave en guidebog om ugandisk flet. De sagde, at jeg var velkommen til at komme med til en workshop, så det tror jeg skal arrangeres.

Vi spiste på Prince Restaurant i Lira og gik bagefter over, for at hilse på deres kollegaer, tror jeg det var. De havde lige holdt noget bestyrelsesmøde. De arbejder også med menneskerettigheder og sådan. Rita, som er host familie i Arua er med i det, så hun var der. Rita går meget ind for menneskerettigheder.

Vi kørte videre klokken 16. Der var stille i bussen da vi kørte videre. Vi havde alle musik i ørene og slappede max af. Det var heldigvis overskyet i dag, så det var til at holde ud at kører i bus.

Jeg føler mig meget som en turist. Vi kommer kørende i bus med alle vores pakketing, en pude og kamera. De sorte kigger vores vej. Det styrker også tanken om, at dette er en ferie, der er ved at ebbe ud. Vi skal hjem og være en del af dette sorte samfund.

Vi kom til Soroti klokken 17. Vi så først på ét hotel. Kim ville gerne se på et andet hotel. Det sidste var helt klart det bedste. Og der blev vi. Hannah og jeg var de eneste, der havde fået et værelse, der var i orden. Airconditionen var ikke sat op på Kims værelse og strømmen virkede ikke på Michelle og Katjas værelse. Men de fik et nyt værelse hver. Indtil der var aftensmad hyggede vi på værelset. Vi var i bad og vi fik lagt alle Michelles film over på min harddisk. Så nu har vi lidt til regnvejrsdagene.

Aftensmaden bestilte vi klokken 19.30 og da klokken var 21, begyndte det første at komme. Jeg fik en kyllingepizza. Det var ikke særlig godt. Kødet er lige som det hønsekød vi piller af en kogt høne og det der med ost, det har de ikke sans for. Men det kunne spises. Efter maden hyggede vi lidt og på et tidspunkt gik Michelle og Katja gik i seng. Så for første gang var jeg rigtig alene med Hannah og havde min nye roomie for mig selv. Det var fedt. Vi har masser at snakke om og vi kom lidt sent i seng, på trods af, at vi vidste vi skulle tidlig op i morgen.